Stadigt liv i det gamle Mediehus

Det er ikke politik det hele. Siden sommerferien sidste år, har jeg arbejdet med et nyt koncept for vores erhvervsbygning på Strøget 38-40, som jo stod til at skulle blive mere end halvtom i løbet af det kommende efterår.

Heldigvis kommer det ikke til at ske, da vi efter snart 11 måneder drøftelser er nået frem til en aftale med en store gruppe af aktive og partnere i Sindico Group’s selskaber, som ikke blot går ind og sætter sig på halvdelen af lejemålet. De køber sig også ind i selskabet med i første omgang 85 og i løbet af fire år vil der så være gennemført endeligt generationsskifte på ejendommen også, når jeg fylder 68.

Jeg er vanvittig glad ved aftalen, skal jeg ikke lægge skjul på. Dels bliver jeg holdt lidt skarp som deltidsansat direktør på “Avisen” de næste fire år, og dels beholder jeg kontor i bygningen, selvom dette nok rykker et andet sted hen, som det er gjort 5-6 gange tidligere gennem de sidste 41 år. Og jeg kommer også efter sommerferien til at beskæftige mig med Regionspolitik, bestyrelsesarbejde, kommunikationsrådgivning og nu også erhvervsudlejningsvirksomhed.

Her følger forklaringen fra den officielle pressemeddelelse, som røg ud i går. De næste fire dage vil jeg nyde i det danske demokrati højborg – nemlig Folkemødet på Bornholm.
Pr. 1. august rykker onlinemarketing-virksomheden WeMarket ind i Ikasts nye erhvervs- og iværksætterhus “Avisen” på Strøget 38-40. Det er bygningen, som i øjeblikket danner ramme om både lokalavis og marketingbureauerne Happy & Co og CO3. Det beslægtede selskab No Milk, der udvikler hjemmesider, følger i WeMarkets fodspor. Efter en grundig renovering af den gamle trykkerihal ud mod Smallegade i løbet af efteråret, vil der i alt være 50 mand beskæftiget på den nye adresse.

-Vi har længe været på udkig efter nyt firmadomicil. Vores lokaler på Eli Christensensvej har fungeret godt, men vore selskaber sidder i hvert sit husnummer. Nu får vi det hele samlet i et miljø, der er unikt og attraktivt, og den mulighed kunne vi ikke lade gå fra os, siger Thomas Haurum, der er grundlægger af den ekspanisive online-marketing-virksomhed.

Plads til flere

Med WeMarkets indtog er ca. 65 procent af erhvervskollektivet udlejet. Ud over WeMarket er der lavet aftale med endnu en ny virksomhed, lige som der er afsat løse skriveborde til en lille håndfuld af enkeltmandsvirksomheder. Og her udover forventes det, at man inden ferien lukker aftale med en kontrahent, som forpagter kantine og køkken, og således både skal stå for det kulinariske i dagligdagen og så drive cateringvirksomhed ved siden af.

-Interessen for vores nye erhvervshus har været massiv, siger direktør på Avisen, Bo Jensen. -Og vi forventer at se en slipstrømseffekt, når vi har den nye ankerlejer på plads. Det vil fortsat være et dynamisk, attraktivt og anderledes miljø med spændende virksomheder og dynamiske mennesker, og det er jeg sikker på vil trække flere til, siger Bo Jensen, som samtidig glæder sig over, at der stadig vil være kommunikationshus på matriklen, som det har været tilfældet siden 1934.

Bliver medejere

Samtidig med indgåelsen af lejemålet køber folkene bag WeMarket og Sindico Group sig ind i IB Ejendomme, som i samme forbindelse ændrer navn til Avisen Ikast ApS. Ejerandelen bliver 65 procent, mens Sindico’s beslægtede ejendomsselskab Pilea Estate, der har Daniel Høj som founder, køber 20 procent. IB Gruppen, der ejes af Bo Jensen og Steen Hebsgaard, ejer fremadrettet kun 15 procent. Hebsgaard træder ind i den nye bestyrelse, mens Bo Jensen fortsætter som direktør. Den øvrige bestyrelse udgøres af ejendomsdirektør i Pilea Estate, Morten Fagerlund og partner Jannick Troelsen fra WeMarket, som beklæder formandsposten.

-Det har været meget afgørende for os, at Steen og Bo fortsætter. Deres lokalkendskab er unikt, og vi har strategisk besluttet os for at drive en stærk virksomhed med rod og forankring i Ikast, siger Thomas Haurum. –Ikast har været en fremragende katalysator for vores virksomhed, hvorfor vi nu slår endnu dybere rødder, siger Thomas Haurum, der også ser lokationen som et stærkt træk til rekruttering af endnu flere nye medarbejdere. – Vi ligger centralt – ikke kun i Ikast og i Midtjylland, men også i forhold til offentlig infrastruktur, siger Thomas Haurum.

Mere indhold

Efter at aftalen med WeMarket er på plads, er opgaven nu at skabe det sidste indhold på Avisen. Dels med de fysiske rammer som får en opfriskning, dels med aktiviteter, og dels med at få lejet de sidste lokaler og skriveborde ud.

-Vi har gang i noget, som ikke findes andre steder. Unikke erhvervslejemål til både gården og til gågaden, med god synlighed, nære parkeringspladser og let adgang. Og tilmed faciliteter som fredagsbar, foredragsrækker, rooftop og sågar husmassør- Og så kan vi tilbyde omgang og en dagligdag med positive mennesker, der kan lide at gå på arbejde, slutter Bo Jensen.

Læs mere