Hvad kommer der til at ske med regionerne?

Det er en spændende tid at arbejde med regionale opgaver og udfordringer.

Hvordan skal fremtidens danske sundhedsstruktur organiseres?

Vi venter jo spændt på den nedsatte Sundhedsstrukturkommission afrapportering, som forventes at komme midt i juni. Efter EU-afstemningen den 9. juni og før Folkemødet den 13. juni. Så den 11. eller 12. juni er nok et kvalificeret gæt.

205 danske regionsrådsmedlemmer har netop været til det årlige topmøde i Aarhus to dage i sidste uge. Der er ikke så meget mediebevågenhed af denne begivenhed, som af KL-møderne i Aalborg. Om det er fordi vi går tidligere i seng, eller det er fordi regionernes opgaver ikke optager befolkningen lige så meget som de helt nære ting, skal jeg være usagt. Men blot konstatere, at der var store og vigtige ting på agendaen – begge dage, som konferencen varede.

Vi var i fornemt selskab med hele den politiske partitop fra Christiansborg med statsministeren i spidsen. Troels Lund Poulsen og Lars Løkke var der også, og de var med i en stor paneldebat sammen med både finansminister Nicolai Wammen, og vores egen nye leder Mona Juul, som funklede ved seancen og overbeviste forsamlingen om, at hun også er skarp på sundhedspolitik og ikke kun på erhverv- og klima-området, som hun ellers er blevet skudt i skoene af visse kommentatorer.

Der var også andre store og vigtige navne med i Aarhus:_

Sundhedsminister Sofie Løhde, direktør i Vive, professor Jacob Kjelberg, der er medlem af strukturkommissionen
og ikke mindst dennes formand Jesper Fisker, der er direktør i Kræftens Bekæmpelse, og inden da var Søren Brostrøms forgænger som øverste mand i Sundhedsstyrelsen.
Jeg havde tilfældigvis fornøjelsen af at spise morgenmad med Jesper Fisker, og ikke en gang på intim tomandshånd var det muligt, at lokke noget som helst ud af ham – ud over at de kommer med mellem 2 og 5 løsningsmodeller.

Vi er udfordrede i regionerne

Vi er udfordrede i regionenerne. Det er det, man hører alle steder fra – og ikke kun i Region Midtjylland.

De primære årsager til at pengene er svære at få til at strække er, at der bliver stadig flere ældre, som over et langt liv når at få opsamlet flere dårligdomme. Det presser systemet helt vildt. Samtidig har vi problemet med tilskudsmedicin – først og fremmest Ozempic, som er Novos fantompræparat, der virker på både fedme og diabetis, og som er blevet udskrevet i alt for stort omfang. Både til patienter som kan nøjes med noget, der koster en fjerdedel, og så nogle brodne kar, som laver direkte svindel og sælger kanylerne på både det grå og det sorte markeder. Og så er der jo alle dem, der i et forsøg på evig ungdom og spændstighed er gået med på den selvbetalte Wigony-bølge. Det er alle os, der uden synderlig effekt har været på slankekur siden vi gik til præst. Der er kommet noget her, der virker, og vi betaler den jo selv, vil mange anføre. Det man bare glemmer, er at det skal ordineres af en læge, og følges op med kontroller og vejninger af læger og sygeplejersker, og selvom det ikke koster patienten noget, så ryger der altså en regning afsted til Regionskontorerne, efter hvert eneste besøg, som måske kun tager 7 minutter. Og merudgifterne til forøget lægebesøg og tilskudsmedicin i det hele taget steg fra 2023 til 2024 med mere en 200 mio. og det er altså broderparten af den kvarte mia. vi i Regions Midtjylland stod overfor at skulle spare, og som vi ikke havde nogen Kina-mands indflydelse på.

Der spares alle vide vegne på det regionale set. Også på sygehusene, og derfor er det vildt glædeligt, at man til stadighed hører om mega stor patienttilfredshed.

I den forgangne uge, hørte jeg sågar om en person, der havde fået så god behandling, at han havde besluttet sig til, at sende en buket blomster og en flaske bobler hjem på privatadressen til en halv snes ansatte, læger, sygeplejersker og Sosu-assistenter, som kvittering for en fuldstændig overdådig behandling han havde fået på ortopædkirugisk afdeling i Gødstrup. Og fra en partikollega, der desværre er ramt af kræft og er i et positivt forhandlingsforløb i både Viborg, Gødstrup og Skejby: Hun vil i weekenden sende en skrivelse til vores politiske ordfører Mette Abildgaard om, at det altså ikke er helt så galt fat, som hun gav udtryk for i kommentar til rigsrevisionens rapport i mandags om kræftbehandling i Danmark.

Patienttilfredsheden stiger kvartal for kvartal også Gødstrup, og når man hører fra folk på sin vej, er det mere end 95-5 i positiv retning – for halvandet år siden var nærmest halvdelen galt. Og det samme med Skejby – så det er heldigvis ikke kun i Silkeborg vi har glade og tilfredse patienter.

Det gælder også på akutafdelingerne, selv efter den nye vagtlægeordning – Vagtlægens Natberedskab – er trådt i kraft. Jeg var bekymret og skeptisk over en nattevagtordning uden læger på hjul, men paramedicinerne, ambulancereddere og specialuddannede sygeplejersker har gjort det fantastisk, siden de overtog opgaven fra de mørkerædde privatpraktiserende læger den 1. marts. Min frygt og skepsis er ganske enkelt blevet gjort til skamme, og det har vel at mærket ikke som frygtet betydet øget pres på hospitalernes akutafdelinger, som jo allerede inden den nye ordning trådte i kraft havde rigeligt at lave.

Bevar og juster strukturen

Personligt tror jeg, det vil være bedst for det danske sundhedsvæsen, at vi fortsætter med regionsstrukturen a la den vi har i dag – selvfølgelig med en justering og med en centralisering af nogle funktioner.

Vi skal have ens IT-system og digital journalføring i alle regioner uanset om, der ender med 4,5 eller 6. Vi kan ikke byde vores borgere – specielt de ældre, at de selv skal være omvandrende patientjournaler. Der skal en ensretning til, og hvis det stod til mig personligt, skulle der også gerne være adgang til journalerne hos de praktiserende læger.

Flere ting kan centraliseredes og effektiviseres – vi behøver ikke sidde fem steder i Danmark at forhandle vagtlægeoverenskomst med PLO, og der kunne måske med fordel laves et landsdækkende taskforce-hold med speciale i store byggerier, så man ikke har utrænede folk til at sidde rundt i regioner og på sygehuse til at styre milliardbyggeprojekter. Det kan de ganske enkelt ikke have tilstrækkelig ekspertice og erfaring i.

Efter sidste uges topmøde er jeg noget mere optimistisk for regionernes muligheder for at fortsætte.

Specielt efter at have hørt Christiansborg-politikernes paneldebat og reaktion på vores formand Anders Kühnaus beretning på vegne af hele bestyrelsen for Danske Regioner.
Det var positivt at overvære. Selv Lars Løkke har lige som stukket sin pibe ind i sin klapjagt på regionerne og det er lidt vigtigt, da jeg sidder inde med en opfattelse af, at han i et vidt omfang spiller Mester Jackel med både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen. Han er jo en demagog og han har to hænder..

Nu må vi vente til 11. – 12. juni. Det er jo trods alt Folketinget og ikke strukturkommisionen, der skal træffe den endelige afgørelse. Sagen kommer i høring hen over sommerferien og skal derefter politisk 1. 2. og 3. behandling i løbet af efteråret og kan næppe være afsluttet før til oktober november – altså kun et år før et evt. valg. Der bliver godt nok travlt ovre i departementerne, hvis det her kan nås, uden at man samtidig skylder verdens bedste sundhedssystem ud med badevandet. Jeg håber godt nok, de når at tænke sig om.

Er vi klar til en ny komunalreform?

Nedlægges regionerne vil det implicit kræve en kommunalreform. Anderledes kan jeg ikke se det.

Halvdelen af landets 98 kommuner vil ikke være i stand til at stå med opgaverne selv.

Kommuner som Struer, Lemvig, Odder, Nord- og Syddjurs, og selv os i Ikast-Brande med 42.500 som sammen med Vejen er de danske mediankommuner, vil ikke kunne løse de mange opgaver – ikke kun inden for sundhed men også indenfor miljø, forurening, råstofudvinding, infrastruktur og på specialområdet.

Så Jakob Lund Poulsen og Mette Frederiksen skal lige har fortalt, halvdelen af deres cirka 80 borgmestre, at de skal ud og se sig om efter et nyt job, inden de eventuelt nedlægger regionerne.

Det er en nødvendighed, hvis der skal være ordentlighed i processen, og det ligger af en eller anden årsag ikke i kommissoriet at nævne reduktion i antallet af kommuner i Danmark.

Er blevet valgt som gruppeformand

Vores gruppeformand i den konservative regionsrådsgruppe gennem den første tid, Stine Damborg, går benhårdt efter at få borgmesterposten i Viborg tilbage på konservative hænder efter næste valg. Og således ikke bare blive Ulrik Wilbeks efterfølger men også den gamle hovedstads første kvindelige borgmester. Det vil være stort, og for at forberede sig bedst muligt på opgaven og for at nå målet, er hun nu indtrådt i rollen som gruppeformand for konservative i Viborg Byråd. Og derfor har hun med enstemmig opbakning fra de fire øvrige bedt mig om at tage over på gruppeformandsposten i regionsrådsgruppen, og det har jeg takket ja til. Efter 2 1/4 år med en stejl læringskurve inden for parlamentarisme og sundhedsvæsen ved de jo, hvad de får, og hvad de går ind til. Jeg er stadig ny i klassen og går ydmygt til arbejdet, og har heldigvis 43 års ledelsesmæssig erfaring som ballast, og den har jeg tænkt mig at drage nytte af i det arbejde, der ligger foran. Både i samarbejdet med de øvrige partier og embedsværket i regionsrådet, men så sandelig også i vores godt samarbejdende gruppe, der supplerer hinanden forbilledligt og frem for alt vil hinanden. Det er vigtigt, når man som os gerne vil være borgerlige stemmer, der både arbejder og skaber resultater.

Med venlig hilsen
Bo Jensen
Regionsrådsmedlem Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C