Konservative mandater tager sit ansvar alvorligt doktor Fredberg

Ulrich Fredberg har i ugens løb været ude med et debatindlæg i en række af regionens dagblade, hvor han hævder, at et en stemme på mig eller på C er en stemme på Socialdemokratiet.
Dette har foranlediget mig til at lave følgende modsvar:
Det afhoppede regionsrådsmedlem Ulrich Fredberg kan åbenbart ikke helt slippe det regionsråd han forlod for snart to år siden, hvormed han svigtede de ellers mere end 10.000 vælgere, der med deres kryds havde vist ham sin tillid.
Jeg kan til Ulrich Fredbergs nok store fortrydelse berette, at det faktisk går temmelig godt. Både på Silkeborg Sygehus, hvor han blev sat på porten for seks år siden og i Regionsrådet.
Da vi i Regionsrådet i efteråret 2023 besluttede at flytte de 34 medicinske senge for at spare en lille snes mio. årligt, var det med stemmerne 35-6. Altså med opbakning fra 10 ud af 11 Venstre-folk.
Og siden du rendte af pladsen, er det faktisk kun gået en vej for Regionens sundhedsvæsen – nemlig opad! Samtidig med, at forhandlingsklimaet i regionsrådet og samspillet med embedsværket er blevet markant mere frodigt og konstruktivt.
Det har medført fortsat reduktion på ventelisterne, øget patienttilfredshed, og bedre trivsel blandt de ansatte. Samtidig med at problemet med rekruttering er reduceret til få specialer. Det er sket parallelt med, at regionens økonomi er kommet på fode igen, hvilket giver mulighed for kapacitetsopbygning og andre nye og glædelige tiltag.
Det går faktisk rigtigt godt i regionen i almindelighed og på Silkeborg Sygehus i særdeleshed, hvor vi i dag onsdag vedtager den første af seks etaper af den 78 mio. kroner store renovering, ombygning og udvidelse til fremtidens sygehus i Silkeborg.
Der er enorm aktivitet blandt husets ca. 825 medarbejdere med højere produktivitet end nogen sinde både på kirurgisk og medicinsk afdeling.
I hjerteambulatoriet tilses og behandles der de facto flere patienter dagligt end i Fredbergs dage på bakken – også selvom ledelsen nu er fælles for Silkeborg og Viborg, og at personalet opererer på begge adresser.
Ja vi konservative vil gerne – i øvrigt sammen med Regionsrådets andre partier – heri blandt også Venstre og det “regeringsbærende” Socialdemokrati tage æren for, at det faktisk går temmelig godt. Og vi glædes over, at få ros 49 ud af 50 gange, når vi får henvendelse fra patienter og pårørende. Og det gælder i øvrigt også fra silkeborgensere, der har været indlagt i Viborg. Blandt andet min egen svigermor på 93, som nu igen stortrives i eget hjem efter to korte ophold på den medicinske afdeling i domkirkebyen.
Måske har jeg som Fredberg selektiv hukommelse, men jeg husker det nu sådan, at det var Jakob Ellemann og Venstre var de største kritikere af Mette Frederiksen i minkskandalen, lige før de selv tog ansvar og gik i regering….
Men måske har Venstre på Christiansborg i 2022 ladet sig inspirere af, hvordan vi i Region Midtjylland arbejdede sammen hen over midten..
Venstre på tinge kunne se vigtigheden i at være borgerlige stemmer, der arbejdede, i stedet for at beslutningerne skulle styres fra de yderste fløje. Det er meget mere resultatgivende end at sidde som de to sure gamle mænd oppe på balkonen, som vi kan huske det fra Muppet Show. oOg som vi også så det i de første 1,5 år af denne Regionsrådsperiode.
En stemme på mig eller mine kolleger på liste C vil også denne gang være en stemme for maksimal borgerlig indflydelse med inddragelse af den sunde fornuft.
Vi og jeg tror ikke vælgerne gider mere krig, strid og ballade. Det er der mere end rigeligt af ude i den store verden og i fjernsynet dagligt, og man orker ikke mere.
Ved godt at det ikke lige er det svar du ønskede Ulrich Fredberg, men jeg håber ikke du melder mig til politiet, som sidst vi var i disputs.