Så er vi i gang…
Nu er der gået godt en måned siden jeg formelt trådte ind i Regionsrådet, og jeg kan roligt sige det lige ud:
Det har været mega spændende, men også særdeles overvældende. Ikke mindst hvad der kræves af tid.
De første uger har lært mig, at jeg aldrig som i aldrig vil melde mig i koret, der mener at folkevalgte politikeret får for meget i løn.
Jeg havde en forestilling om, at et regionsrådsjob kunne bestrides med en dags ugentligt arbejde. Dette kan jeg allerede nu konstatere ikke kommer til at holde stik.
På den korte bane kommer det til at blive et halvtids job med al den introduktion, der nødvendigvis følger med, og derefter tror jeg det lander på noget det ligner 1/3 af et normalt job, og det er jeg selvfølgelig også indstillet på at lægge i det. Det meste at stofområdet er nyt for mig, når vi taler sundhed og psykiatri, og da jeg i modsætning til de fleste af mine rådskolleger kommer ind uden parlamentarisk erfaring, er en ekstra indsats altså nødvendig.
I de første 5 uger har jeg deltaget i 4 ordinære møder i stående udvalg, 1 ekstraordinært møde i Sundhedsudvalget, 1 regionsrådsmøde, 1 temadag på Skejby, 2 gruppemøder og 2 introduktionsseminarer begge over to dage, hvoraf det ene var hos danske Regioner i København. Og herudover en lille håndfuld møder med Regionens embedsfolk vedr. lavpraktik i det hele taget. Og inden man møder op til møderne, er der altså temmelig meget “læsestof”, som skal læses eller kigges igennem: Det gælder både de udvalg jeg selv sidder i, samtidig med at det er en nødvendighed, at følge med i hvad der rører sig i de øvrige udvalg.
Jeg har i den første periode fundet ud af, at de sidste fire års budgetter er vedtaget med stemmerne 41-0. Det meste foregår faktisk i en pæn, fordragelig og samarbejdende tone – både i råd og i udvalg, og billedet adskiller sig markant fra det parlamentariske galehus man ser ovre i England, hvor demokratiets vugge ellers siges at skulle have stået.
Det der har givet mest debat og ståhej her i januar og endog krævet et ekstraordinært udvalgsmøde i både Hospitalsudvalg, Udvalget for Nære sundhed og FU, var beslutningen om en midlertidig nedlukning af akut-sygeplejeklinikken i Ringkøbing frem til senest 1. april. I en situation med markant mangel på akutsygeplejersker, som har medført et straks-påbud fra Arbejdstilsynet samtidig med, at der skal sammenføres to sygehuskulturer fra Holstebro og Herning til Gødstrup, har altså nødvendiggjort, at vi samler alle gode kræfter på et sted. Det er to 100-årshændelser (corona og indvielse af et nyt supersygehus), der falder sammen med en 10-årshændelse (sygeplejerskestrejken), som nødvendiggør denne beslutning om en midlertidig lukning. Alle må lide afsavn i en sådan ekstraordinær situation, og der har ikke på noget tidspunkt været hverken planer eller intentioner om, at lukke akutklinikken i Ringkøbing permanent. Der er altså ingen – heller ikke i Kloster og Hvide Sande, der får varige men af en gang eller to her i første kvartal at skulle tage bilen eller en Flex Taxa til Herning eller Holstebro. Og når turistsæsonen for alvor sætter ind på Holmsland til påske, er der åbent igen – med opdateret og nyuddannet personale, som i et vist omfang bliver rekrutteret i andre faggrupper. Jeg er selv normalt vagthund for, at holde hånden under det yderste områder af Danmark, men denne her sag, har i min optik fået noget mere opmærksomhed – også i medierne – end den kan tåle.
Som tidligere nævnt er jeg kommet i to stående udvalg. Nemlig Hospitalsudvalget og Udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg, og vi taler i begge tilfælde om store budgetter. Jeg har igennem mit civile virke været vant til at arbejde med mange millioner – her taler vi altså milliarder, men som min nye og erfarne kollega Torben Nørregaard, der har været borgmester i både Videbæk og Ringkøbing-Skjern siger: Det skal du ikke blive nervøs over – der er bare et 0 mere på…
I forbindelse med en konstituering er der også en række udpegninger til en dødehavsrulle af råd, nævn, bestyrelser og repræsentantskaber. Jeg har fået sæde i fordelingsudvalg vest i forbindelse med dimensionering af ungdomsuddannelser. Herudover en spændende plads i repræsentantskabet for TV Midt Vest, som i den grad er et centralt medie for halvdelen af Regionens borgere – også når det gælder dækning af Regionens anliggender. Og så har medier generelt jo været noget jeg har beskæftiget mig med hele mit arbejdsliv.
Endelig har jeg sagt ja til posten i samarbejdsudvalget for fodterapi, hvilket er tre årlige møder.
Herudover er der arbejdet i Danske Regioner. Her har Konservative på Regionsplan indstillet mig til en plads i forhandlingsudvalget, der har at gøre med løn- og arbejdsvilkår for de 135.000, der har de fem danske regioner som deres daglige arbejdsplads. Her taler vi om seks årlige møder – fortrinsvis i København.
Jeg er ny dreng i klassen, og skal selvfølgelig finde min plads i hierarkiet . Mit fromme håb er imidlertid, at vi med godt arbejdet både i Hospitalshusudvalget og Regionsrådet – både blandt folkevalgte og kompetente embedsmænd, kan bruge det første år af valgperioden på at afdække de personalemæssige problemer, så vi kan få taget fat om nældens rod, få stoppet blødningen og fastholde den resterende del af medarbejderne. Og så skal vi bruge de næste to år på at få planen til at virke, så det kan fornemmes og mærkes af både ansatte og patienter. Hvis ikke vi lykkes med det, tror jeg, at der bliver stor udskiftning i Regionsrådet, når der om godt 3,5 år skal stemmes næste gang…