Ret skal være ret og lov skal holde
Jeg blev temmelig overrasket, da jeg på MJA’s debatsider i sidste uge kunne se mig refereret fra budgetforhandlinger i Region Midtjylland. Det var Poul Berggren, der refererede fra et hermetisk lukket politisk frirum, og han skrev, at jeg var imod udvidelse af NISA-afsnittet og imod udvidelsen fra 5 til 6 åbningsdage i Center for planlagt kirurgi. Dette til trods for, at jeg rent faktisk stemte for begge punkter i det nye budget for 2026. Og i øvrigt fik min kollega Annette Roed skudt i skoene, at hun også var imod til trods for, at hun som Poul Berggren heller ikke deltog i mødet.
Ret skal være ret, og det er ulovligt at referere fra lukkedes politiske møder, og tage ting ud af en sammenhæng – med mindre man refererer sig selv. Som fhv. politimand, så ved Poul Berggren godt, at lovens tekst skal tages alvorligt. Og han har da også været mand for sin hat og ringet og givet en lodret undskyldning. Den har jeg selvfølgelig valgt at tage imod i fællesskab med MJA’s læsere.
Og så håber jeg ellers, vi kan bruge kræfterne fremover til at skabe udvikling og meraktivitet og ikke mere uro omkring Silkeborg Sygehus, hvor vi jo inden efteråret er omme tager fat på 1. etape af renoverings- og udbygningsprojektet til 78. mio. kr. Vi er ganske få i Regiobsrådet, der er valgt i Silkeborg Sygehus’ nærområde, og det er direkte uklogt, hvis vi bruger energierne på splid, krig og ballade. Vi skal samarbejde og skabe alliancer. Det er vejen frem, hvis vi også i fremtiden vil noget med det store hus på bakken..
(Debatindlæg i Midtjyllands Avis 16/9 – 2025)
Med venlig hilsen
Bo Jensen
Gruppeformand og spidskandidat for Liste C
Medlem af Forreningsudvalgern og Hospitalsudvalge