Der er en kold tid

..som vi lever i. Sådan skrev salig Kim Larsen, som vi jo desværre mistede for nu fem år siden. Det samme kan man sige om de danske regioners økonomi.

I sidste måned 2. behandlede vi i Regionsrådet et stramt og nedskåret budget for det kommende år. og på oktobermødet i regionsrådssalen i onsdags gav 40 af 41 medlemmer koncerndirektionen mandat og opbakning til ibrugtagning af værktøjer, der kan være med til at gøre, at vi rent faktisk også kommer til at efterleve det stramme 24-budget.

Mest markant var vedtagelsen af det såkaldte “kvalificerede” ansættelsesstop for alle stillinger i regionen fra 25/10 og frem til 31. marts 2024. Og herudover markant tilbageholdenhed for de 30.000 medarbejderes deltagelse i kurser og konferencer i en periode frem til efter sommerferien næste år.

Det er hårdt, men vi kan ganske enkelt ikke bruge penge, vi ikke har, og ovenstående er en nødvendighed både drifts- og lige så vigtigt likviditetsmæssigt, selvom Rose Marie Mollerup fra psykiatrilisten har svært ved at forstå nødvendigheden. Hvis der er en trøst for hende kan jeg sige, at det gør lige så ondt på vi 40 andre, men sådan er realpolitik.

Inden behandlingen af dette emne, var første punkt på dagsordenen budgetopfølgning for perioden januar til august 2023, og her så vi med al ønskelig tydelighed, at en kraftig opbremsning er en notorisk nødvendighed.

På vegne af den konservative gruppe, var jeg på med nedenstående indlæg:

Sagt i regionsrådssalen

Forvaltningens budgetopfølgning er jo deprimerende læsning.

Som tidligere nævnt her i salen håber jeg, vi fremadrettet bliver skarpere på budgetter og ikke mindst budgetopfølgning, så vi undgår de her ubehagelige hovsaer –
-Tal til tiden der stemmer – uanset om de er gode eller dårlige – så der kan opereres og navigeres efter dem, har altid været et mantra i de virksomheder, jeg har beskæftiget mig med, og det vil vi fra konservativ side gerne gøre til et mantra vi også kan adoptere i Region Midtjylland.

Det jeg har oplevet gennen snart to år i regionsrådet giver associationer til min gymnasietid, da Knud Heinesen var finansminister, og vi stod på afgrundens rand eller var det nede i selve kløften. Det var virkelig brydsomt.

Men lige gyldigt hvad – Danske Regioner i almindelighed og sundhedsvæsenet i særdeleshed er under et så massivt pres, at den der med besked til regering og Folketing om at sende flere penge ganske enkelt er en nødvendighed. Selvom vi fra konservativ side ellers gerne vil gøre en dyd ud af, at få de penge vi har stillet til rådighed til at strække.

Der er bare en notorisk konstaterbar umulighed lige nu, og når det så for Region Midtjyllands side er tilfældet, at vi på grund af de historisk vedtagne standarder i udligningsreformen ved regionernes dannelse i 2007 gør, at vi går glip af i størrelsesordenen 1 mia kr. om året i forhold til de fire andre regioner vi med rimelighed bliver benchmarket med. Der svarer til en manco på ca. 3 procent om året – hvert år vel at mærke – og herud over har jeg ladet mig fortælle, at vi al den stund at vi i modsætning til de andre regioner har fået færdiggjort vores kvalitetsfondsprojekter – og det betyder en yderligere forskelsbehandling på op mod nok et par procent.

Det er ikke nok, at det er vores formand, der alene bringer disse skævvridninger til Christiansborg – det kan jo lyde som medynk og misundelse, når det kun kommer derfra. Men når selv sundhedsprofessor Jess Søgaard nævner det af egen fri vilje, må der være noget om snakken, så jeg vil gerne opfordre alle kollegerne her i salen om at gå til deres respektive Christansborgpolitikere og få påtalt dette forhold og ændret på tingene. Ellers kommer vi til at fortsætte den håbløse tur rundt i hamsterhjulet, som vi har set de sidste par år. Og det kan vi ikke byde hverken vore borgere eller os selv som politikere.

Vi starter med Pape

Mit indlæg fik opbakning bredt fra salen, og fra konservativ side starter vi med Søren Pape, når han kommer til medlemsmøde i Herning mandag i næste uge.

Pape er en lydhør mand, og vi vil gøre vores til, at han får det til at brede sig på borgens gange. Det er simpelt hen nødvendigt, at sundhedsminister Sophie Løhde og finansminister Nicolai Wammen sætter sig sammen. Selvom jeg stadig vil påstå, at vi har verdens bedste sygehusvæsen er systemet under pres – og det gælder i alle regioner. Og så nytter det ikke, at finansministeren sætter sig som en gammel sparekassebestyrer på en pengekasse, der er ved at svømme over. I stedet for at give garanterne en procent mere i rente eller i dette tilfælde borgerne lidt mere velfærd. Det er det befolkningen ønsker, og det er deres penge han forvalter.

Ansættelsesstoppet til trods skal vore borgere ikke frygte for, at det kommer til at koste liv og lemmer dette her. Akut- og livstruende sygdomme vil stadigt blive behandlet prompte og med højre hånd, men går man med en nedsunken fod eller et knæ, der skal skiftes, kan det godt ske, at man kommer til at vente et par måneder længere, som vores konstituerede regionsdirektør, Jonas Dahl så glimrende redegjorde for på TV Midt Vest i torsdags.

Det går bedre i håndbold

Økonomisk brydsomhed har vi også oplevet flere gange i de 38 år jeg har været med i bestyrelsen af håndboldklubben i Ikast siden 1981. Men takket være økonomistyring og andre gode indsatser på og uden for banen, ser det ud til, at vi til november kan præsentere det tredje regnskab i træk med sorte tal på bundlinjen. Det sker samtidig med, at de sportslige resultater er bedre end vi nogen sinde har oplevet i en klub, der ellers har spillet på højeste niveau siden 1991 og vundet en snes nationale og internationale trofæer.

Vi ligger smukt og smult nummer 2 i ligaen, og trods lørdagens nederlaget til Ferencvaros ligger vi stadig nr. 1 i gruppen i selveste Champions League. Man skal simpelt hen knibe dig i armen, for at overbevise sig selv om, at det ikke er en drøm. Og som vores tidligere statsminister Poul Schlütter ville have sagt: “Det går ufattelig godt”.

Men vi er ydmyge. Både spillere, trænerstab og os i ledelsen. Vi ved godt, at det er et langt sejt træk, og at de fleste titler og pokaler først skal uddeles, når foråret er ved at gå over i sommer, og der er jo som bekendt lidt tid til endnu. Men man skal tillade sig den luksus at glæde sig i succesen – det har hele organisationen fortjent, og belønningen er også kommet med markant flere tilskuere og bedre opbakning og stemning til hjemmekampene i IBF Arena.

Har du ikke været der skylder du dig selv den oplevelse. Men jeg advarer: Det er stærkt vanedannende…

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt på liste C