Den er hjemme

Nr. 7 på liste C kommer i Regionsrådet

Her i nat – mens vi lå og sov – blev det ganske vist. Med 3.972 personlige krydser er det en kendsgerning, at jeg til januar og fire år frem indtager en af de seks konservative pladser i det 41 mand store Regionsråd i Viborg.

Min gode mentor Ove Nørholm havde fra starten sagt, at der skulle 3.000 stemmer til, men for at være på den sikre side, er jeg fra gået stålsat efter 3.500 og så lander vi altså på lige knap 4.000. Det er jo helt vildt – det er næsten lige så mange mennesker, som der bor i Vildbjerg, og det er da en halv stor by i min optik.

Som førstegangsopstillet er det lykkedes mig, at “sprænge listen“ med tre pladser og opnå en 4. plads – det er jeg ganske enkelt mega stolt og beæret over.

Jeg vil gerne takke samtlige vælgere, mine ikke færre end 1.036 anbefalere, mine kampagnestøtter, den lokale vælgerforening og alle mulige andre, der har støttet mig og vist interesse for noget så fjernt liggende som et Regionsråd. Også en stor tak til Søren Pape Poulsen & Co. på Christiansborg, som gennem syv år har lavet meget få fejl og truffet mange rigtige beslutninger, som har gjort det markant lettere at være kandidat end set tidligere og i andre partier. Og sidst men ikke mindst tak til Birgit, som har givet mig totalt frit løbepas de sidste 3 måneder, og båret over med mit reducerede nærvær og manglede evne til at sætte fokus på det derhjemme, som det hedder i hendes sprogterminologi. Det har hun så heldigvis gjort, og jeg kunne her til morgen se, at der var kommet nye skabe i entréen…

I eftermiddag er der konstituering i gruppen, og i morgen tidlig rejser vi på 12 dages ferie på Seychellerne – med et pitstop, hvor vi lige når at opleve de to finaledage i årets udgave af Europa Tour’en.

Vi er hjemme igen til december med akkumulerede batterier, og så er jeg klar til at kvittere for vælgernes tillid med en stor arbejdsindsats. For det kræver det, når man er ny som parlamentariker. Jeg kan derfor ikke love, at jeg vil være ydmyg hele vejen igennem. Jeg går til den med krum hals og vil komme til at begå fejl – specielt i starten, og dem har jeg tænkt mig at lære af.

Jeg håber at kunne komme til at gøre en forskel – både for den del af regionen, jeg udspringer fra, og for de interesseområder jeg repræsenterer inden for erhverv og kultur.

Glædelig jul og godt nytår til alle.

B. Bo Jensen
Valgt som nr. 4 på liste C
Regionsrådsmedlem 2022-25

Læs mere