Det forfærdelige forår

Overskriften på mit majgruk er som læseren nok har gennemskuet en lettere omskrivning af titlen på Hans Scherfigs berømte roman om det forsømte forår. Den synes jeg rent faktisk ikke jeg kunne bruge. For selvom foråret har været forfærdeligt synes jeg faktisk ikke, at jeg og andre ansvarlige i Region Midtjylland-systemet har forsømt at gøre alt, hvad der var i vores magt for at få rettet op på de meget triste fortrædeligheder, der har fundet sted på mavetarmkirugisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Fortrædelighederne som blev afdækket i marts og ratificeret i april kostede den 1. maj to direktører på Skejby deres stillinger. Den øverste direktør for ansvaret for en forfejlet ledelseskultur, og den lægefaglige direktør for uretslig adfærd. Forstået på den måde, at han vendte det blinde øje til afdelingens nødråb om hjælp, og ligeledes mangelfuld og fejlbehæftet information til såvel Regionsdirektionen i Viborg som Sundhedsstyrelsen.

Samtidig har regionens wistleblowerordning i den grad vist sig dysfunktionel, og det foranledigede i onsdags regionens forretningsudvalg til at udtrykke misbilligende kritik af vurderingskomiteen bestående af tre direktionsmedlemmer, samt af regionsdirektøren, som jo i sidste ende er ansvarlig for, at tingene fungerer retsmæssigt og ordentligt i den 30.000 mand store organisation.

Jeg bakker 100 procent op om de beslutninger, som et i øvrigt enigt forretningsudvalg på 17 mand traf den 1. og 24. maj, og så håber jeg ellers, vi kan komme videre. Først og fremmest med behandling af mavekræftspatienter og i øvrigt andre patienter på Skejby og på regionens andre sygehuse, og lige så vigtigt, at det ikke gentager sig med operationsforsinkelser, og at vi frem over holder os på kræftbehandlingens smalle og ret letforståelige sti.

Og mit fromme håb er, at de for sent behandlede patienter og deres pårørende efter bedste evne kan tilgive. Flere fyringer løser simpelt hen ikke problemet. Vi betaler i forvejen rigeligt i fratrædelse til afgåede direktører, som langt bedre kunne bruges på borgernes sundhed, og fortsætter vi med fyringer i Skejby og Viborg skaber det så meget skræk og rædsel i hele organisationen, at ingen tør gøre noget af frygt for at lave fejl, og at ingen personer med høje kompetencer fremadrettet tør søge job i vores regionale organisation.

Slut med Ronaldo-kontrakter

Når det igen bliver “fredstid”, skal vi have set på de Ronaldo-kontrakter, der indgåes med regionale og i det hele taget offentlige topfolk.

Jeg er helt enig i, at de skal honoreres godt for det kæmpe job og det ansvar og de risici de tager på sig. Men det kan ikke være rigtigt, at man pr. automatik skal have udløst fratrædelsesgodtgørelse, når man har udvist uretsmæssig adfærd, som der direkte står i kammeradvokatens rapport.

Det har det eksterne univers og portøren på Fredetikshavn Sygehus, som jeg spillede golf med i bededagsferien simpelt hen svært ved at forstå. Det var lige før, han ikke ville spille videre med os på de sidste 12 huller, da han havde erfaret, at jeg sad i regionsrådet i Region Midtjylland. Og vendelboer er normalt ellers sindige individer, men han blev da heldigvis mere mild i sind, da han erfarede, at jeg til fulde delte og forstod hans forargelse.

Jeg har italesat dette horrible forhold i Danske Regioners Løn & Praksisudvalg, hvor vi tilfældigvis havde møde i torsdags. Og havde til min udelte glæde meningsfæller og forståelse i både rød og blå lejr, og den skal nok blive fulgt til dørs, lover jeg.

Ikke ledelsesløse

En Tholstrup-ost tager den tid en Tholstrup-ost tager. Eller er det den fra Klovborg?

Det gør det også, når man skal caste direktionsmedlemmer til regionshovedkvarteret i Viborg, og på regionens hospitaler. 6 til 8 måneder og mere til er helt normalt, og det er mere end, hvad jeg har været vant til fra min erhvervskarriere, men her skal man altså gennem en møjsommelig proces, inden der er hvid røg op gennem skorstenen. Som oftest med en konstituering som mellemregning.

Efter afskeden med de to direktører på AUH var min frygt, at vi var mere eller mindre ledelsesløse med de 8.000 mand.
Hospitalsudvalget kom for første gang – og i øvrigt alt for sent i min optik – ind i sagen på vores møde i fredags. Her fik vi en detaljeret gennemgang af procesforløbet, og hvad der aktuelt sker af den nye lægefaglige direktør og den sygeplejerfaglige direktør. Og jeg må sige, at det skabte en vis fortrøstning i udvalget – i hvert tilfælde hos mig. De har fat om nældens rod, og jeg tror og håber på, at de kommer til bunds. Specielt på MTK-afdelingen. Men efter det vi har været igennem de sidste to måneder, er der altså ikke noget kvik-fix, der virker. Det er et langt sejt træk og et opgør med måden at lede på, og læger er sandt for dyden ikke noget let folkefærd at lede.

Den gode tid

Men nu skal vi videre, og vi kan glæde os over, at det er den gode tid, vi har foran os. Kun en vinter og hele to somre, hvoraf den første starter på torsdag, og det ser ud til at klimaet har valgt at følge almanakken.

Jeg håber også på bedre tider og mildere vinde i organisationen i Viborg. Efter at Danske Regioner har landet aftale med finansministeren for 2024, ligger det fast, at vi skal evne at få mere ud af det samme for ikke at sige mindre. Efter sidste tirsdags pressemøde havde man måske naivt sat næsen op efter, at der kom til at tilflyde bare en lille smule mere mælk og honning til de sundhedsadministrerende regioner, men Frederiksen, Løkke og Løhde havde gjort regning uden Nicolai Vammen. Finansministeriet er ikke længere nogen gi-butik, som det har været under tidligere kassemestre på denne post.

Han gav ganske vist 1,3 mia til deling mellem de fem regioner, og med den inflation, der er på bl.a. medicin og energi sammenholdt med den demografiske ældreudvikling batter beløbet desværre som en skrædder et grimt sted.

Den med send flere penge går altså ikke, så vi skal være effektive skal vi, og i alle led af organisationen skal vi til at tænke nyt, smartere og anderledes, så vi til stadighed kan være en del af et af verdens bedste sundhedssystemer.

Skal vi det, kræves det, at vi giver regionens ansatte opbakning og tillid, og lever de ikke op til det, så har vi jo bl.a. en wistleblowerordning, som træder i kraft. Og den skal vi have til at fungere hurtigt og effektivt, og vi vil fra konservativ side arbejde hårdt for, at vi får en person med lægefaglig baggrund med i vurderingskomiteeen. Når der klages over ting, der omhandler liv og død, skal det ikke alene håndteres af lægfolk og en ekstern advokat. Her skal vi have en uindviet læge fra det eksterne univers med ved bordet. Fire måneder fra indsigelse til handling – man føler sig helt hensat til Finn Søborgs tid, hvor han bl.a. skrev romanen “Her går det godt”. Det gjorde det bare ikke på MTK i Skejby, men det kommer det til igen.

Det er mit store håb, at de mere end 30.000, der er ansat i regionen igen finder stolthed ved deres arbejdsplads. Og det gælder også de 8.000, der arbejder på Danmarks største sygehus Skejby. Selvom det er en højst uheldig timing, under jeg dem i den grad den gennem lang tid planlagte fest, de skal have her i starten af juni. Her markerer de sammenlægningen af de to universitetshospitaler og adskillige udvidelser, og samtidig kvitteres der for den enorme og tapre indsats alle ansatte leverede under coronaen, hvor de satte helbredet på spil uden helt at vide, hvor alvorlig sygdommen egentlig var.

Og de har rent faktisk noget at være stolte af på AUH. Den trælse sag til trods på MTK, er hospitalet de facto det 15. bedste i konkurrencen med alle hospitaler i Europa. På hospitalsudvalgsmødet i fredags fik jeg øjnene op for det nye vanvittigt ambitiøse MOMA-projekt med individuelt udviklet medicin til effektiv hindring af kræft hos både børn og voksne i meget tidligere stadier.

Når man hører om sådan noget, og de resultater det fører med sig, er det lige før man hellere vil betale en halv procent mere i skat frem for en halv procent mindre. Også selv om man er konservativ….

Vi går efter bronze og Champions League

Nu bliver det juni, og jeg håber i den grad at vi kan komme til fejre DM-bronze med vores håndboldpiger, og med 75 procent sikkerhed oven i dette kvalifikation til næste sæsons Champions League. Efter tre Final4-deltagelser i træk var en forløsning med den 6. europæiske titel i Ikast-håndboldens historie, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne ville have været i den DM-finale, som vi var så snublende tæt på. Jeg håber virkelig, der kommer mange i IBF Arena tirsdag aften og bakker pigerne op.

Og senere i juni gælder det hele Danmarks demokratifestival med Folkemødet i Allinge på Bornholm. Jeg havde fornøjelsen at deltage i fjor, og når man så har gjort det to gange, håber jeg, der er skabt en længere varende tradition.

Og apropos tradition er det jo også en dejlig tid, når studenterne springer ud til Skt. Hans. Jeg glæder mig til at uddele formandens legat til dimissionsfesten på Ikast-Brande Gymnasium. Bedre dansk sommerbebudende og livsbekræftende tradition finder man ikke mange andre steder.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen

PS: Og så lige en glædelig ting mere. På min flyrejse fra Karup til København i torsdags var der kun hhv 6 og 3 ledige sæder over og hjem.
Lad os håbe, at passagertilstrømningen fortsætter, så vi også kan få sat et par afgange ind om fredagen. Det er da mange steder en stor rejsedag…