Efterårsferie er tid til reflektion

Efter en hektisk periode på flere fronter har jeg bevilget mig selv 10 dages efterårsferie, som er delt ligeligt med sommerhusophold og en forlænget weekend til Singapore, hvor jeg har haft fornøjelsen at besøge min ældste datter og hendes engelske mand, som hun fejrer bryllup med i Europa næste år i august. Så sig ikke, at vi ikke er blevet internationale i familien Jensen.
Det har været nogle fantastiske dage herude, og jeg glæder mig helt vildt til festlighederne, selvom der ikke bliver tale om nogen tur op af kirkegulvet. Men heldigvis har jeg jo et skud mere i bøssen, så håbet lever med den yngste, som netop har påbegyndt sit studie i Kolding på SDU.

Turen herud gik over Dubai, og på sidste hop kom jeg til at sidde ved siden af en russisk kvinde – ja hun hed Ludmilla – og hendes 10- årlige datter Tatijana. De var på vej fra Moskva til Sidney, og hun var tydeligt flov og forstemmet over sit ophav og oprindelse. Halvvejs over Indien huggede jeg hul i isen, og spurgte hende direkte om der i et land med 142 millioner mennesker dog ikke var bare een, som kunne sætte en stopper for den herre, der i øjeblikket er verdens største trussel mod menneskeheden.

Hun blev glad ved mit spørgsmål – det var som en betændt byld, der blev udløst. Men i følge hende kommer det ikke til at ske. Hun og hendes mand havde vejret morgenluft med Gorbatjov og Jeltsin (trods sidstnævntes periodiske vodkatosserier), men efter Putins overtagelse, så de ikke længere noget håb for det land hun ellers elskede så meget. Og det var årsagen til at de havde søgt og fundet lykken In the land down under for otte år siden.

Budgetforlig i Regionen

Rent regionspolitik blev september måneden hvor vi fik vedtaget budgettet for 2023. Efter regeringens forhandlinger med Danske Regioner, var der ikke meget at slå til Søren med, men det lykkedes dog vores chefforhandlere at få sat gode konservative fingeraftryk på et budgetforlig, der blev vedtaget med stemmerne 41-0. Selvom bølgerne godt kan nå højt med regionalpolitiske drøftelser i ny og næ, lykkedes det dog med sammenhold på bænken, og det er rart at se, at hestene ikke nødvendigvis behøver at bide af hinanden blot fordi krybben er lidt tom. Og det var måske en ide til efterfølgelse for vores kolleger på Christiansborg?

Jeg glæder mig specielt over, at psykiatriområdet er blevet styrket med næsten 50 mio. kroner. Det var det område, jeg have mindst indsigt i ved min indtrædelse, men snart 10 måneder tæt på vadestedet, har overbevist mig om, at det ikke er en øre for meget.

Der blev også afsat næsten 13 mio. til præhospitalet og det hårdt prøvede akutberedskab på sygehusene, og så kan vi glæde os over, at der blev fundet 6,5 mio. til nedbringelse af ventelister til bekæmpelse af høretab. Det er et enormt handicap ikke at kunne høre – uanset om man er ung, midaldrende eller gammel, så det er betryggende, at der nu tages hånd om dette, og mere er måske på vej.

Og så vil jeg ikke undlade at nævne ekstrabevillingen på 25 mio. til brug for den sidste olie til indkøringen af vores nye supersygehus i Gødstrup. Lige i starten var det 30-70 man hørte af positiv/negativ kritik af institutionen. For mig at se går det nu den rigtige vej for hospitalsdirektør Poul Michelsen og kompagni, og det er min fornemmelse, at vurderingen nu ligger på 70-30 eller måske endda 80-20 – men nu er jeg jo også født med et lyst sind.

Jeg blev så sent som i forrige uge ringet op af en god bekendt, hvis ægtefælle desværre var faldet ned fra et tag og fået blodprop i hjernen. Efter 14 dages indlæggelse og grand cru behandling, var patienten nu klar til udskrivning til videre genoptræning hos de dygtige neurologer i Hammel. Eneste klagepunkt var, at der kun var fire valgmuligheder på menukortet, og at det var det samme uge for uge.

Og en anden god kammerat, der har døjet med en drilsk nyresten, har fortalt mig, at de kommer for lidt salt i maden derude.

Så nu tror jeg, vi er ved at være der, og også får tid til at få bearbejdet de større problemstillinger som ventelister på operationer og bemanding på akutafdelingen.

Det er i hvert fald det, vi bruger broderparten af tiden på i Hospitalsudvalget, hvor vi også glæder os over, at gavlbyggeriet i Silkeborg ikke blev udsat, og at det blev plads til 38 mio. til genoprettelse af bemanding og renomme på de karkirugiske afdelinger i Viborg og på Skejby.

Det grå guld

Og så er der jo blevet talt om både Arne og Gorm og omsorgen for de ældre her i valgkampen. Min svigermor, som fejrede 90 års fødselsdag med pompt og pragt i sommer, siger, at det med ældrebyrden er noget sludder. Godt nok bliver vi ældre, men der går også tilsvarende længere tid, inden vi får brug for hjemmehjælp og skal på plejehjem.

Hun er fortsat eneregerende i egen lejlighed på Papirfabrikken i Silkeborg – hun klarer selv madlavning, tøjvalg og rengøring – også oven på skabene, selvom vi har forbudt hende det. Nej hun vil sørme hverken lægge samfundet eller sine arvinger til last. Det er jo totalt unødvendigt, når man kan klare sig selv….

Og så går hun foran som et godt eksempel i arbejdet for at få seniorerne til at give en hånd med på det hårdt prøvede arbejdsmarked. I ugen før efterårsårsferien var hun på arbejde en hel dag i Nordborg (ja nede på Als), hvor hun skulke agere fotomodel i en reklamefilm for hæve/sænke-møbler til ældreforsorgen.

Hun kom hjem fra jobbet med 5.000 på lommen. -Dem skal jeg jo betale skat af, men det gør heller ikke noget, for de går jo til et godt formål. Jeg er altså lidt vild med min svigermor, kan jeg lige så godt indrømme. Hvis alle var som hende, var der hverken krig i verden eller pres på ældreforsorg og sygehuse….

Når enden er god..

Om ikke krig så har der i hvert fald været kraftig diskussion og stor ståhej omkring det forestående Operation Facelift af Strøgcentret i Ikast.

Det er nu 4 1/2 år siden Vores Ikast og Strøgcentret bad en gruppe ildsjæle og erhvervsfolk med kærlighed og interesse for byen om at gå ind i arbejdet med at fremtidssikre vores bymidte og handelsliv.

Lige som vi efter et kæmpe græsrodsarbejde og med byrådets bevilling på 14 mio. kroner stod og skulle i gang med slagbord, betonkanon og sprøjtemalingsudstyr tog processen pludseligt en helt uventet drejning.

Nu skulle det pludseligt være noget helt andet og mindre.

Men nu ser katastrofen heldigvis ud til at være afværget, og vi i ledelsen af udviklingsselskabet Ikast Bymidte krydser fingre for, at vi nu alligevel får det, vi har drømt om, og som kommunen, de handlende og byens borgere har fortjent.