Hvad har vi et forsvar til?

Der er stadig meget, jeg ikke forstår. Senest hvordan det kan lade sig gøre, at danske både militære og civile lufthavne og andre strategiske mål, kan overflyves af den ene drone efter den anden – mens vores luftforsvar bare passivt ser til.
Jeg trak nr 31.270 og dermed frinummer på session i Hammerum Hallen i 1978 og ved ikke meget om millitær, udstyr og strategi. Men hvis man er bange for at skyde droner ned af hensyn til civile luftfartspassagereres sikkerhed – hvorfor kan man så ikke sende noget op, der kan identifisere genstandene og observere, hvor de flyver hen efter overstået gerning?
Specielt i Karup. Her har der ikke været en en eneste civil lufthavnspassager i tre måneder pga mangel på reservedele…. Så her skal der ikke tages civile hensyn Og det er ellers her toppen af poppen af det danske luftforsvar har base, så man undres. Måske har vi høstet for stor fredsdividende for tidligt.
Det vi har oplevet den seneste uge giver associationer i retning af 9. april 1940, hvor der ikke var luft i de danske soldaters cykler, mens Hitlers potente kampvogne kom rullende op gennem Sydslesvig og ind over den danske grænse. Og som i sin tid gav Glistrup inspiration til at foreslå militæret afløst af en automatisk telefonsvarer med besked om “at vi overgiver os”…
Ærgerligt at luftmeldekorpset ikke eksisterer mere. Så havde vi nok været mere på dupperne – de var altid beredte og årvågne, som jeg husker det, og har fået det fortalt.
Og så kan man rystes over, at de folk fra politi og forsvar, der skal give os en forklaring eller berolige os – ja de virker flakkende og rådvilde, når de optræder på TV, som en harre på en grusvej, der er kommet i lyskeglen af en bil på alfer vej.
Hvis det, som Ekstra Bladet skriver, er russiske militære spiondroner og ikke bare drilledroner, der bidrager til natlige forstyrrelser, ja så sidder de ovre i Kreml og slår sig på hinandens og kammeraternes lår af grin.
I øvrigt på samme måde som de gør over, at både hviderussiske og røderussiske atleter nu har fået lov til at stille op til Vinter OL i Milano og Cortina D’Ampezzo. Hvis bare de lover, at de ikke kan lide Putin og ikke har været en del af den aggressive krig mod de uskyldige ukrainere, som indtil videre har mistet både land og tusindvis af soldater og civile menneskeliv. De skulle formenes adgang skulle de, og har ikke noget at gøre i ædel kappestrid, som et OL jo ellers skulle være.
Man bliver altså både bekymret og sur, selvom efterårssolen skinner fra en flot blå septemberhimmel..

Bo Jensen
-som ellers normalt holder sig til regions- og sundhedspolitik – og det er nok også det bedste

Læs mere