Et visionært byråd
Fredag i sidste uge var en glædens dag. Et enigt byråd i Ikast-Brande Kommune kunne efter tre dages budgetkonference på Skarrildhus melde ud, at vision Facelift af Strøgcentret ikke blot ender som et filantropisk tankespind. Nej – det bliver en realitet, efter at et enigt byråd over de næste to år har afsat 14 mio. kroner til projektet.
Det kan blive en kampafgørende beslutning i det udskilningsløb, der foregår i Danmark i kampen for at overleve som handelsby. Fakta er i hvert tilfælde, at vi siden lanceringen af de ambitiøse planer i foråret har oplevet en optimisme og opvind uden lige. Både blandt kunder, butiksindehavere og potentielle drivere af nye butikker. Konkret er der gået gang i den første store butiksindflytning på Strøget, og inden det bliver vinter kommer endnu to gode nyheder, så borgerne vil komme til at opleve udvikling frem for afvikling.
Det er en fornøjelse at være borger og skatteyder i en by med et visionært byråd, der med sin enighed viser, at man er i stand til at tænke udviklingsstrategisk uanset politisk eller geografisk tilhørsforhold. Der er respektaftvingende, og viser at der er sammenhængskraft i vores kommune!
Men byrådsbeslutningen gør det langt fra alene. Nu skal vi først for alvor i arbejdstøjet og frem for alt holde momentum i processen. Både i den enkelte forretning og i vores respektive interesseorganisationer. Det er vigtigt, at vi ikke slår op i banen og føler den hellige grav velforvaret. Og så skal vi sammen med kommunens forvaltning forsøge, at arbejdet kommer til at køre så gnidningsfrit og hurtigt som muligt, så byggegenerne bliver minimeret. Med beslutningen har byrådet i Ikast-Brande Kommune givet mulighederne og skabt rammerne. Det vil vi gerne sige tak for. Nu er det vores opgave sammen med kunderne at skabe dynamikken og indholdet. Og det er en opgave, vi i den grad ser frem til.
Med venlig hilsen
Vores Ikast
Viggo Mulvad, formand
Strøgcentret Ikast
Rene Jørgensen, formand
Ikast Bymidte ApS
Bo Jensen, formand