Der skal være styr på fakta Leif Lund

Den tidligere Socialdemokrat, Venstre-mand, lokallistemand og DF’er Leif Lund,der har siddet mange år by- og regionsrådet, er tirsdag ude med en række angreb på både mig og mit parti.

Jeg troede ellers at Leif Lund havde lært, at der skulle være styr på fakta, efter at han i den såkaldte riffelsag fra 2017-19 blev dømt for injurier for fremsættelse af miskrediterende udtalelser mod to tidligere partimedlemmer fra DF. Det kostede ham en bøde på 12.500, men bare rolig Leif Lund – jeg spilder ikke min tid på rettergang – men vil dog lige præcisere diverse fakta:

  1. Silkeborg var tildelt en 5. plads ved det første opstillingsmøde, som blev afholdt 3. september 2024, men kandidaten trak sig to dage før opstillingsmødet.
  2. Konservative kører med sideordnet opstilling, så det er udelukkende antallet af personlige stemmer, der er afgørende. Jeg blev selv valgt ind fra en 7. plads fra en kommune der er mindre end halvt så stor som Silkeborg. Og det kan også lade sig gøre for en kompetent kandidat som Lone Rusberg, som oven i købet har sundhedsfaglig baggrund. Og som jeg er sikker på vil gå all in med sit regionsrådsarbejde, når hun kommer ind.
  3. Det er korrekt, at jeg sammen med 35 af 41 regionsrådsmedlemmer af sparehensyn var med til at beslutte flytningen af 34 medicinske senge til Viborg. Men herudover har jeg arbejdet stenhårdt for udvikling af Silkeborg Sygehus. Bl.a. forsøgt at få specialtandklinilken fra Viborg flyttet syd på, fået bevaret NISA-afsnittet, som ellers var på vej mod flytning, og sikret at de 78 afsatte millioner nu bliver brugt til opdatering og udvidelse til fremtidens og ikke fortidens sygehus i Silkeborg. Og jeg vil også arbejde for at de ca. 30 sundheds- og omsorgspladser vil blive placeret på bakken, så man kan opnå maksimale synergieffekter. Så vi kan have et godt og trygt sted for de silkeborgensere, der er for raske til at være på sygehus, men for syge til at komme hjem i egen bolig.
  4. De 35 mio. til hellipaden i Viborg er fundet i investeringsplanen, hvor de 78 mio. til gavlbyggeriet er fastholdt og ikke beskåret. Der er således ikke gået en eneste anlægskrone fra Silkeborg. Tvært imod har jeg lovet, at jeg vil gå i brechen for at finde ekstra midler, hvis licitationerne på de 6 delentrepriser løber over det afsatte beløb.
  5. Det er vigtigt at stemme på folk til regionsrådet som højprioriterer arbejdet, og ikke springer fra i utide. Og som formår at samarbejde med andre, der i øvrigt er enige om, at et valg til et regionsråd kræver, at man kan anlægge en holistisk synsvinkel og ikke fører snærversynet sognerådspolitik
    Jeg håber, at Silkeborg, konservative og Lone Rusberg får et godt valg og at Silkeborg Sygehus får en god fremtid.

Læs mere