Konservativt Valgprogram – Region Midtjylland
Det stærke kandidathold
- Bo Jensen, Ikast-Brande
- Purnima Erichsen, Aarhus
- Mette Guldberg, Herning/Tjørring
- Lau Sørensen, Holstebro/ Vinderup
- Siff Tang Lassen, Aarhus
- Susanne Lund, Aarhus
- Malena Møller Mortensen, Viborg
- Anders Krojgaard, Horsens/Lund
- Lone Rusberg, Silkeborg
- Flemming Nielsen Favrskov/Hadsten
- Ulrik Linvald, Ringkøbing
- Morten Ballegaard Sørensen, Randers
- Sverre Tønder, Syddjurs
- Oliver Abildskov, Aarhus
- Claus Sørensen, Hedensted/Tørring
- Jens Laursen-Schmidt, Struer
- Emilia Maria Feldskov, Randers
- René Krongaard, Odder
- Birgitte Majgaard, Skanderborg
- Michael Grove, Viborg/Skals
- Peter Askjær, Samsø
- Bjarne Linneberg, Skive
- Kasper Pagh Rasmussen, Horsens
- Emil Karlebjerg, Aarhus
- Esben Iversen, Viborg/Rødkærsbro
- Christian-Wibe Marker, Skanderborg
- Lars Jensen, Hedensted/Løsning
- Karl Højhus Jeppesen, Herning/Kibæk
- Kenneth Jespersen Skive/Grinderslev
- Kirstine Skjødt, Viborg
- Esben Hedeager, Horsens
- Alice Holst Brask, Norddjurs
- Torben Krebs, Favrskov/Hadsten
- Knud Schøler, Favrskov/Hinnerup/Søften
Indledning
Det Konservative Folkeparti arbejder for at sikre et sundhedsvæsen med kvalitet og nærhed. Vi har fokus på faglighed, men også på værdier som ordentlighed, ansvar, tillid, respekt og fleksibilitet.
Det er afgørende for os, at vi får styrket psykiatrien. Når mennesker er allermest sårbare, skal systemet fungere. Det er konservativt ansvar, som vi vil forfølge. For trygheden må ikke smuldre!
Vi vil sikre, at alle har adgang til en familielæge, og at akutberedskabet og vagtlægeordningen lever op til betegnelsen som borgernes livline. Vi er også parat med tiltag, der kan forebygge mistrivsel – og med behandling af kroniske lidelser.
Kort sagt: Vi er parat til at tage ansvar!
På vegne af Det Konservative Folkeparti i Region Midtjylland
Bo Jensen
Spidskandidat på liste C
På Det Konservative Folkepartis hjemmeside kan du finde oplysninger om vores kandidater til regionsrådsvalget den 18. november 2025. Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte os.
1. Familielægen – alle skal have deres egen læge
Den praktiserende læge er rygraden i det danske sundhedsvæsen. Det er her, vi møder sundhedssystemet første gang, og det er her, vi skal føle os trygge og set. Men alt for mange står uden en fast praktiserende læge.
Når familierne ikke har en fast praktiserende læge, så kan det føre til utryghed for borgerne, som ikke har adgang til den kvalitet og nærhed, som de med rette kan forvente. Det medfører også et ekstra pres på skadestuer og vagtlægeordningen.
Vi har desværre områder i Midtjylland, hvor borgere i dag ikke har adgang til en fast praktiserende læge. Det er uacceptabelt, og det vil vi lave om på. Vi skal sikre at lægemanglen ikke slår rod i vores region.
Det Konservative Folkeparti vil sikre, at alle i Region Midtjylland har adgang til en fast familielæge. Det gør vi ved at skabe bedre rammer for at drive praksis – særligt i landdistrikter – ved at udstede flere ydernumre, og ved at uddanne flere læger i Vestjylland.
Erfaringen viser, at lokalt uddannede læger ofte bliver i området. Derfor er det vigtigt med etablering af lægestudiet i Herning rettet mod alm. medicin. Det Konservative Folkeparti har været bannerfører for, at der fremover uddannes læger i Herning. Det skal vi fastholde, og vi ser meget frem til 2029, hvor de første 60 læger starter på kandidatuddannelsen (2. del af lægestudiet) i det nye Sund+ i Herning midtby.
Endelig vil vi arbejde for en sundhedslovgivning, der fremmer nærhed, faglighed og ansvar frem for koncernløsninger med profit som primært mål.
Kort sagt:
“Vi vil sikre at du og alle midtjyder har en familielæge tæt på. Vi vil arbejde for flere ydernumre, mere ansvar til læger i praksis og vi vil udvikle og bakke op om lægestudiet i Herning.”
2. Styrket psykiatri – ingen skal stå alene med psykisk sygdom
Psykiatrien er et af de mest udfordrede områder i det danske sundhedsvæsen. Region Midtjylland er desværre ingen undtagelse. Ventetiderne er uacceptable, både for børn og voksne. Mange bliver afvist, før de overhovedet bliver set, og patienter med dobbeltdiagnoser – psykisk sygdom og misbrug – bliver alt for ofte tabt mellem systemerne.
Psykiatrien har i årevis været sundhedsvæsenets stedbarn. Ressourcerne og den politiske opmærksomhed har ikke fulgt med det stigende behov. Derfor står vi nu i en situation, hvor alt for mange patienter – især børn og unge – ikke får den hjælp, de har brug for.
Det Konservative Folkeparti mener, at psykisk sygdom skal behandles med samme alvor og rettigheder som fysisk sygdom. Vi vil ligestille psykiatrien med somatikken – både i ressourcer, respekt og resultater. For Det Konservative Folkeparti handler det ikke kun om penge, men om at skabe sammenhæng, nærvær og kvalitet i psykiatrien – i hele regionen.
Vores ambitioner
- Ingen skal stå alene med psykisk sygdom. Udvidelse af udgående psykiatriske teams (F-ACT) og OPUS-tilbud til unge med skizofreni i hele regionen.
- Tidlig indsats til børn og unge. Støtte lettilgængelige kommunale tilbud og tættere samarbejde mellem kommune, region og familier.
- Retssikkerhed og klar visitation. Gennemskueligt ansvar for patient, pårørende og praktiserende læge.
- Digital behandling som supplement. Udbredelse af video og internetbaserede forløb for fleksibilitet.
- Pårørende skal med. Styrket samarbejde og inddragelse af nærmeste.
- Mindre tvang – mere respekt. Færre tvangsindgreb og tættere samarbejde mellem kommuner, bosteder og psykiatri.
- Mere faglighed – mindre bureaukrati. Flere specialuddannede medarbejdere og tydelige karriereveje.
- Behandling af hele mennesket. Styrket samarbejde mellem psykiatri og somatik, så fysiske sygdomme ikke overses.
- Styrket retspsykiatri. Tilstrækkelig kapacitet og passende sikkerhedsniveau i behandlingen af psykisk syge med dom.
Konkret vil vi
- Oprette et Center for Patienter og Pårørende for koordination af inddragelse, støtte og viden.
- Indføre ambulante tilbud om medicinnedtrapning hvor bivirkninger overstiger effekten.
- Sikre ret til psykologhjælp og peer-støtte til unge i mistrivsel som supplement til kommunale tilbud.
- Etablere en regional plan for specialuddannelse med mål om mindst 40% specialistuddannede psykiatrimedarbejdere om 10 år.
Vi vil også støtte etableringen af lettilgængelige tilbud i kommunerne, især for børn og unge i mistrivsel. Region Midtjylland bør tage lederskab i forskning, forebyggelse og tværfaglige miljøer som aftalt i psykiatriplanen.
Kort sagt:
“Ingen skal stå alene med psykisk sygdom. Psykisk sygdom skal behandles lige så seriøst som fysisk sygdom. Ventetider må ikke stjæle håbet – og ingen skal afvises, fordi de har et misbrug.”
3. Forebyggelse hele livet
Det bedste sundhedsvæsen er det, der forebygger, før sygdommen rammer. Derfor skal Region Midtjylland – i samarbejde med kommunerne – prioritere forebyggelse langt højere.
- Styrke kommunal sundhedspleje og tidlig indsats for børn og unge.
- Samarbejde med foreninger og frivillige om fællesskaber.
- Strukturel forebyggelse af uopdaget KOL og diabetes.
- Øget fokus på nikotin-, tobaks- og alkoholmisbrug.
- Bedre genoptræning og opfølgning for kronikere.
- Understøtte kost, motion og fællesskab som del af behandling.
- Arbejde for direkte adgang til fysioterapi.
Kort sagt:
“Sundhed starter i barndommen – og varer hele livet. Vi forebygger sygdom før og efter behandling.”
4. Lægevagt og ambulancer er borgernes livline
I en stor og geografisk spredt region er det præhospitale beredskab og lægevagten borgernes livline. Vi ønsker at styrke begge – ikke centralisere.
- Bedre dækning og responstider i tyndtbefolkede områder.
- Tættere samarbejde mellem praktiserende læger, region og lægevagt.
- Flere videokonsultationer i lægevagten.
- Mere data til planlægning af beredskabet.
Kort sagt:
“Det nære skal fungere – også når det haster. Akuthjælp og lægevagt skal fastholdes som borgernes livline.”
5. Hurtigere behandling – ned med ventetiden
Ventetider skaber utryghed og forværrer forløb. De er reduceret, men stadig for høje – især for grå stær, knæ og hofter.
- Styrket samarbejde med private hospitaler via udvidet frit sygehusvalg.
- Etablere ortopædkirurgisk friklinik i Silkeborg som set i Grindsted.
- Tiltrække og fastholde speciallæger med fleksible vilkår.
- Pakkeforløb med balance og lighed i sundhed.
- Bedre patientlogistik og planlægning – også med ansvarlig brug af AI.
- Offensiv for patientrettigheder og oplysning.
Kort sagt:
“Ventetid må aldrig være en barriere for behandling. Vi bruger både offentlige og private tilbud – og prioriterer det, der virker.”
6. Kvindesygdomme – styrket indsats for kvinders sundhed
Lighed i sundhed kræver prioritering af sygdomme, der rammer kvinder, fx hjerte-kar, endometriose, PCOS, høretab, visse kræftformer og overgangsalder-relaterede lidelser.
- Styrket fokus og afstigmatisering af kvindesygdomme.
- Mere forskning og viden.
- Styrke gynækologi og hurtig adgang til speciallæger/klinikker.
- Inddragelse af kvinder i udvikling af bedre tilbud.
Kort sagt:
”Det Konservative Folkeparti vil prioritere kvinders sundhed, fordi et stærkt samfund begynder med sunde borgere – uanset køn.”
7. Bæredygtighed – grøn omstilling med fornuft
- Fortsat fokus på regionens bæredygtighedsstrategi.
- Energirenovere regionens bygninger.
- Bæredygtige indkøb – arbejde for forbud mod engangsservice i regionen (også kaffekrus på hospitalerne).
- Grøn transport (el, biogas, hybrid) uden kompromis med beredskab og kvalitet.
- Råstofudvinding med omtanke og lokal dialog.
- Beredskabsplan for krise og klima (nødstrøm, sengekapacitet, fødevare- og personaleberedskab).
Kort sagt:
“Grøn omstilling kræver omtanke – vi investerer i fremtiden uden at ofre sundheden og den lokale sammenhængskraft.”
8. Uddannelse
Uddannelser af høj kvalitet – strategisk placeret og spredt geografisk – modvirker affolkning og styrker erhvervslivets behov.
- Gode ungdomsuddannelser også i yderområder.
- Støtte profilgymnasier og konkurrence mellem institutioner.
- Bevare/udvide decentrale velfærdsuddannelser – inkl. lægestudiet i Herning.
- Bevare videregående kommercielle uddannelser i produktions-Danmark – genetablere den danske HA på AU Herning.
- Prioritere praktikpladser (SOSU, sygepleje, tekniske fag).
- Krav om lærlinge/elever i offentlige udbud.
- Styrke håndværksfag og elevpladser på hospitaler.
Kort sagt:
“Vi skal have den danske HA-uddannelse genetableret på AU Herning.”
9. Kollektiv trafik i balance – mobilitet i hele Midtjylland
Mobilitet er afgørende – særligt i landdistrikter. Den kollektive trafik skal hænge sammen økonomisk, geografisk og menneskeligt.
- Prisnedsættelser og rabatter i yderområder.
- Fleksible løsninger: minibusser, telekørsel, lokale chaufførordninger.
- Brug af AI og data til ruteoptimering – og mod til at prøve nyt.
- Flere togstop og bedre skift mellem bus og tog.
Gratis parkering ved hospitalerne
Selvom kollektiv trafik prioriteres, er privatbilen central for patienter, pårørende og personale. Konservative går ind for gratis parkering for alle på samtlige hospitaler – væk med betalingsanlæg i Skejby, Randers, Horsens og Silkeborg; gratis som i Viborg og Gødstrup.
10. Innovation og digitalisering
IT skal være hjælp – ikke hæmsko. Vi vil gøre op med “papirsygehuset”.
- Bedre, sammenhængende og intuitive IT-systemer (EPJ, tidsregistrering, prøvesvar).
- Mindre papirarbejde og dokumentationskrav uden værdi.
- Ansvarlig brug af AI til diagnose, planlægning, logistik og prioritering.
- Innovationspartnerskaber og testmiljøer med erhvervsliv/startups/universiteter.
- Digital tryghed og datasikkerhed – nej til kommerciel udnyttelse af patientdata, ja til gennemsigtighed.
Kort sagt:
“Mere innovation, mindre papirarbejde – og IT der virker, så personalet kan bruge tiden på mennesker, ikke skærme.”
11. Regionen som arbejdsgiver
Region Midtjylland skal være en attraktiv, ordentlig og bæredygtig arbejdsplads – i praksis.
- Fokus på trivsel, godt arbejdsmiljø og nærværende ledelse.
- Mindre bureaukrati – mere tid til kerneopgaven.
- Fleksible arbejdsmuligheder (senior, deltid, kombinationsstillinger, jobrotation).
- Lokale løsninger i rekrutteringssvage områder (incitamenter, bolig, netværk).
Kort sagt:
“Vi vil sikre at regionen er en attraktiv arbejdsplads – med fokus på faglighed, fleksibilitet og arbejdsglæde.”
12. Regionspolitik med konservative værdier
Regionspolitik skal være forankret i faglighed og værdier: ordentlighed, ansvar, tillid, respekt og fleksibilitet. Skattekroner skal bruges klogt og tæt på borgeren.
- Prioritere kerneopgaverne: sundhed, mobilitet, beredskab og uddannelse.
- Samarbejde med kommunerne – ikke styre dem.
- Gøre det lettere at være borger i systemet (bedre info, tydeligere ansvar, hurtigere kontakt).
- Gøre op med overstyring og kontrol.
- Styrke politisk nærvær og ansvarlighed.
Vi går til regionsvalget med ambitionen om at sikre sundhedstilbud tilpasset borgernes behov, reducere ventetider og sikre adgang til familielæge. Lægevagt og akutberedskab skal være klar, når du har brug for det.
Kort sagt:
“Vi sætter borgerne før systemet, og vi går ikke på kompromis med kvaliteten”.