Skulle man forsøge sig med et gækkebrev?

Jeg kunne fristes til at skrive mit navn med prikker på dette påskebrev. Jeg er nemlig flov over og berørt ved, at jeg som et af 41 regionsrådsmedlemmer – oven i købet med sæde i Hospitalsudvalget – står som ultimativ ansvarlig for, at 293 patienter er blevet behandlet i snit knap 13 dage for sent for deres kræftlidelser, og at de heller ikke har fået den information om muligheder, som de havde krav på.

Jeg tænker selvfølgelig på den ulykkelige situation på mave-tarm-kirurgisk afdeling på Skejby, som har fyldt de danske medier de sidste to uger, og som havde mega-fokus i forbindelse med Danske Regioners årlige topmøde, som meget apropos blev afviklet i Smilets by i den forgangne uge.

Netop fordi situationen er så alvorlig, gælder det om at holde hovedet koldt.

Jeg har plæderet for følgende handlingsplan, som jeg også fornemmer vinder opbakning bredt politisk som på øverste regionsledelsesniveau:

1. Det gælder om hurtigst muligt, at få et præcist overblik over katastrofens aktuelle omfang. Taler vi 10, 20, 30, 40 eller 100, og hvor meget har de ventet for længe. Vi skulle få svaret her på kvartalets sidste dag.
2. Hvordan og hvornår får vi de arme patienter hurtigst muligt opereret og er det i Skejby, Gødstrup, Randers, Horsens, Viborg, Aalborg, Odense, København, Hamborg eller et 10. sted. Alle sten og muligheder skal vendes og forsøges.
3. Dernæst må hospitalsledelsen i Skejby og sundhedsdirektionen i Viborg bruge påsken på at sikre, at gentagelsestilfælde aldrig som i aldrig nogen sinde kommer til at forekomme
4. Efter påske kan der så bruges ressourcer på, at finde ud af, hvordan dette her over hovedet kan finde sted. Og at der skal rapporteres ens og troværdigt for at de ansvarlige øverste embedsmænd og politikere kan agere i tide, inden og ikke når tingene er gået galt.
5. Og så er vi i sidste ende nød til at finde frem til de ansvarlige, og så tage stilling til, hvad konsekvensen skal være.

Jeg har det bedst, når beslutninger af denne karakter foregår på fuldt oplyste grundlag. Vi skal ikke til at lave standret her op til langfredag. Vi skal gøre tingene ordentligt, men omvendt må der heller aldrig gå tæt på fire måneder fra en whistleblower henvender sig via den anonyme advokat-gate, til den kommer til øverste direktion og regionsrådets kendskab. Slet ikke i sager, hvor vi taler patientsikkerhed eller mere direkte: liv og død.

Ikke Komiske Ali

Jeg ville ellers have taget et positivt udgangspunkt i mit påskebrev. Nemlig den fortsat positive udviking, der sker i Gødstrup. Nej det er ikke Komiske Ali, der har sat sig til tastaturet. Det er patienterne selv. Gødstrup i almindelighed og akutafdelingen i særdeleshed scorer nemlig særdeles høje karakterer i den patienttilfredshedsanalyse, som blev offentliggjort tidligere på måneden og hvor vi sammenlignes med andre danske hospitaler i og uden for Region Midtjylland.

Det må alt andet lige være en cadeau til ledelse og medarbejdere på Gødstrup som gennem måneder har arbejdet målrettet for at få tingene til at spille og fungere på akutafdelingen. Både i relation til personale og patientsikkerhed og altså også tilfredshed.

Og det var på samme tidspunkt rart at læse den klare støtteerklæring, der blev blev sendt af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter på vegne af plejepersonalet.
Det beviser, at det nytter med en 7-sporet kollektiv shoulder-by-shoulder-indsats, når ledelse og medarbejdere sætter sig på samme side af bordet – selv i meget store organisationer.
Fortsæt det gode arbejde Gødstrup og tillykke med det foreløbige resultat til både personale og os beboere i optageområdet.

Topmødet

Et andet af fokusområderne på det årlige Regionstopmøde i Aarhus var selvfølgelig nedsættelsen af den nye 9 mand store Sundhedsstrukturkommision, som får et år til at levere deres bud på, hvordan den fremtidige struktur i Danmark skal være. Og herunder selvfølgelig også om vi skal have flere eller færre eller ingen regioner i Danmark, eller om vi skal fortsætte med de fem vi har.

Jeg har dyb respekt for de navne, der har fået sæde i kommissionen, mennkunne nu godt savne både en sygeplejerske og en aktiv hospitalslæge.

Et af de de mest horisontudvidende indlæg på konferencen var fra formanden for Etisk Råd Leif Vestergaard Pedersen. Han er tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse og sundhedsdirektør i Aarhus Amt og Region Midtjylland, og vel nok en af de mest indsigtsfulde inden for sundhedsområdet i Danmark over hovedet. Og han havde altså mere end svært ved at se, at hele det danske sundhedsvæsen skulle styres af et embedsværk i København uden politisk reference.

Og jeg kunne på vores konservative gruppemøde torsdag klart fornemme, at det var en bekymring, der bliver delt af størsteparten. Men de er jo også hamrende inhabile, da de jo sidder som regionsrådsmedlemmer. Det er rigtigt, men qua dette job har de også fået ikke så lidt indsigt i tingenes sammenhænge.

Dermed være ikke sagt, at der ikke er noget i det nuværende system, der skal laves om og forbedres. Det viser situationen fra AUH med al tydelighed. Men vi skal tænke os rigtig godt om, inden vi kaster en struktur, der har givet en af verdens højeste levestandarder i grams.

Jeg tror på, at det er fornuftigt af reparere og forbedre det vi har bygget op gennem årtier frem for at bygge nyt op fra bunden.

Med venlig hilsen og ønsket om god påske til alle
B. Bo Jensen