Man blir’ så glad, når solen skinner

Det er sommer, det er sol og om to dage er det søndag. Så er det 15. Folkemøde i maleriske Allinge på Bornholm et overstået kapitel. Mere end 110.000 individer har sat hinanden stævne til op imod 3.000 events over tre dage til det man vist roligt kan kalde Nordeuropas om ikke verdens største demokratifestival. Det er fjerde gang, jeg er med, og kan lige så godt sige det lige ud: Man bliver pavestolt af at være dansker under et sådant set up.
Jeg er med regionsrådet på den årlige ekskursion til solskinsøen i Østersøen, og i år har vi taget turen her over i bus – det ligger lige som i tiden, og så var det jo også i flugt med det sparekatalog vi undergik for et par år siden. Vi skulle alle gå med ned i knæ, og en bus- og færgetur på 7-8 timer ned gennem Jylland, over Fyn, Sjælland og Skåne kan altså også noget.
Man får talt med politiske kolleger fra forskellige partier og udvalg, man får vendt ting med embedsværket og så bliver der også tid til en højskolesang eller to. Og vi synger altså godt i regionsrådet. Lige bort set for Steen Jacobsen fra Struer, som ellers har haft sang på seminariet påstår han.
Bedre lød det da man torsdag morgen overværede selve åbningen af Folkemødet på den store scene med Christiansø og Skoleskibet Danmark som bagtæppe. Vi var vel 4-5.000 som deltog i denne nærmest magiske seance med taler af folkemødeformanden, Bornholms konservative borgmester og så statsministeren til sidst. Og det hele blev omkranset af opvarmningssang under Katrine Muff’s kompetente ledelse. Jeg siger jer, at de små hår rejste sig, og man var i den grad glad ved, at man befandt sig på danske Bornholm og ikke i Graz, Los Angeles, Ukraine eller Gaza.
Om det er fordi, vi har fået nogle fælles fjender at samles imod skal jeg lade være usagt. Men jeg sidder altså med en fornemmelse af, at vi i Danmark lever i bedre harmoni og mere fredelig sameksistens end vi har oplevet i mange år.
Selvfølgelig hjælper det, at vi næsten alle kan enes om, at både Trump og Putin burde sættes fra deres respektive bestillinger hurtigere end snart. Og selvfølgelig hjælper det, at vi har fuld beskæftigelse på mere end 10. år og at det økonomiske råderum bare stiger og stiger, samtidig med at der kan ydes flere penge til forsvaret og bevilges flere midler til sundhed og øvrig velfærd. Det bliver man da glad i låget af.
Paneldebut
Som formand for Regions Midtjyllands særligt nedsatte udvalg til styrkelse af de nære sundhedstilbud deltog jeg torsdag i en debat arrangeret af Danske Regioner, hvor implementeringen af den nye sundhedsreform med flere sundhedsydelser ude i primær-sektoren var til debat.
Altså hvordan vi får lagt en stor del af de fremtidige behandlinger af den stigende ældreskarre ud i lægehuse, til praktiserende speciallæger og sågar hjemme hos private i deres eget hjem eller plejehjem. I stedet for at overfylde hospitalssengene med de problemer dette fører med sig.
Debatten blev overværet af vel godt 100 tilhørere, og der var overraskende stor konsensus – både blandt tilhørere og panelet, som ud over jeg selv bestod af lægefaglig direktør på AUH Michael Brauner Schmidt, ældre & sundhedsdirektør i Aarhus Kommune Christian Boel og sidst men ikke mindst af Johanne Kurre repræsenterende de samlede danske patientforeninger.
Det glædelige var, at der er enighed om at gå ind i dette her med “ja-hatten” på, og bevise, at man kan samarbejde:
- Kommuner og regioner og de nye sundhedsråd imellem.
- Sygeplejersker, praktiserende læger og specialiserede sygehuslæger, som nu skal til at vende sig til, at der også er en verden uden for hospitalernes tykke mure, og det kommer til at kræve omstillingsparathed af os alle.
Det fælles positive udkomme skal blive bedre patient-behandling og oplevelse, og hvis dette skal lykkes, vil det som den lægefaglige direktør så rigtigt udtrykte det i debatten kræve, at vi i fremtiden behandler patienterne lidt mere forskelligt for at behandle dem nogen lunde ens, og dermed opnå så meget lighed i den fremtidige sundhed som muligt.
Til ældrefolkemøde i Viborg
Nu vil jeg nyde de sidste to dage herovre. Jeg har krydset en håndfuld seancer og debatter ind, som gerne skulle gøre en klogere, og så glæder jeg mig allerede til seniorfolkemødet i Viborg, hvor jeg dagen efter Sankt Hans aften skal i en endnu en debat om den nye sundheds- og ældrereform.
Fortsat god sommer og glæd dig over at være en af vi nu 6 millioner af denne dejlige slags..
Med venlig hilsen
BO JENSEN
Regionsrådsmedlem – Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C
Medlem af Forretningsudvalget
Medlem af Hospitalsudvalget
Fmd. for særl. udv. til fremme af nære sundhedstilbud