Debut som ordfører

I forbindelse med 2. behandlingen af Regionens budget for 2024, som foregik på Regionsrådsmødet i onsdags, var vores gruppeformand Stine Damborg optaget af andet politisk gøremål. Og da min gode gruppefælle Martin Jakonsen fra Silkeborg jo ville imod budgettet, pegede pilen pludselig på mig som ordførertaler. Og vel egentlig også rimeligt nok eftersom jeg selv havde siddet med i budgetforhandlingerne den 5. september, hvor forliget var blevet indgået. Jeg har aldrig før prøvet at holde ordførertale, men her kan du læse, hvad jeg forklarede mine 40 regionsrådskolleger og de vel op imod 200 sygeplejersker og venner af støttekredsen omkring Silkeborg Sygehus, som var mødt op til en begivenhedsrig dag i Regionsrådssalen med store mediebevågenhed.

Ordførertalen

Normalt når jeg skal holde tale er det ved festlige lejligheder. Og heldigvis for det. Budgetforliget for Region Midtjylland, der blev indgået natten til den 6. september er ikke lige frem festlig læsning, men desværre en afledt konsekvens af udefra kommende årsager, som vi her i Region Midtjylland ikke har nogen som helst indflydelse på.

Eksponentielt stigende udgifter til tilskudsmedicin – først og fremmest det slankende diabetispreparat, Ozempic , som også afstedkommer vægttab. Og så Novos anden opfindelse i samme boldgade Wigowi-præparatet, som patienterne godt nok selv betaler, men fælles for de to præparater er, at de forøger antallet af besøg hos praktiserende læger og disses sygeplejersker, så Region Midtjylllands meromkostninger på dette område alene på tilskudsmedicin og øget lægeforbrug i 2023 forøges med næsten en kvart milliard – og hertil kommer inflation med prisstigninger, der ikke er set højere end den gang jeg var samfundsfaglig student på gymnasiet i Ikast i 70’erne. Og samtidig har vi en demografisk udvikling, der gør, at der er en stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser, som vi som region skal efterkomme. Hertil kommer, at det, bl.a. p.g.a. den demografiske udvikling inden for en række faggrupper, bliver sværere at rekruttere de rette kompetencer.

Vi har en uholdbar situation, og det er pinedød nødvendigt at foretage svære prioriteringer men samtidig gøre det klogt

Som almindelig dansker er det svært foreneligt, at der på den ene side meldes ud fra regeringen, at vores land flyder i mælk og honning, men samtidig at forholde sig til, at vi ikke kan få enderne til at nå sammen i den regionale husholdningsøkonomi. Det giver forstyrrelser, og det presser sundhedsvæsenet og vores personale – ja, og så får det os regionspolitikere til at fremstå som rablende amatører, der burde have vores skolepenge tilbage, hvad angår matematik og regning.

For at skabe nødvendigt råderum har det været nødvendigt at få forvaltningen til at lave et sparekatalog, og her kan vi så vælge for os af de mere eller mindre spiselige eller uspiselige ”retter” inden den endelige budgetvedtagelse, der skal ske i december.

Med hensyn til de vedtagne punkter fra sparekataloget er det, der har fyldt mest i medierne og i befolkningen været omlægningerne i Silkeborg og reduktion af antallet af lægeambulancer fra 10 til 6.

Hvis vi skal tage Silkeborg først sidder menig borger i regionen og ikke mindst i Silkeborg tilbage med en opfattelse af, at Silkeborg Sygehus bliver om ikke lukket så i hvert tilfælde halveret i størrelse. Det er er en vildfarelse, og det er i hvert tilfælde ikke det vi konservative har stemt for.

Men når der skal findes besparelser på 300 mio. (ud over de ca. 450 mio. som vores 6 hospitaler selv skal finde på egne budgetter), så er vi altså nødt til at tage fat i de greb, der flytter noget. Det hjælper ganske enkelt ikke at gå fra super soft toiliet papir til det glatte 00-sandpapir, der preller af, på regionens mange toiletter. Vi er også nødt til at røre ved noget af det, der gør ondt. Og vel at mærke ondt op os alle.

Sundhedsstyrelsen og Folketinget vedtog i midten af 0’erne den nuværende hospitalsstruktur med de store supersygehuse, og vi er som ansvarlige politikere i en krisetid nødt til at tage de rationaler, denne beslutning muliggør. Men vi vil fra konservativ side gerne bevare Silkeborg Sygehus og den charmerende subkultur og det høje innovationsniveau vi møder der – bare på en lidt anden måde. Der vil når eller hvis budgetforliget vedtages stadig være ca. 835 årsværk mod nu 925 på Århusbakken i Silkeborg, men det er vigtigt at få forklaret lokalbefolkningen og selv borgmesteren, at der ikke er tale om noget kommunehospital, der kan ordne både åreknuder, blodpropper og en togulykke på Chr. 8’s. vej, som det var tilfældet i gamle dage. Man har i Silkeborg – og det skal vi også have i fremtiden – en højt specialiseret vidensarbejdesplads der

1. skal have forøget sin produktionskapacitet indenfor kirugien med speciale i knæ, hofter, ryg – eller hele bevægeapparatet om man vil, som kan blive overløbscentral for regionens andre hospitaler og frem for alt bidrage til, at vi kan hjemflage for mellem 80 og 100 mio af de omkosntinger vi fra regionens side har på privathospitalerne – lige præcis på disse områder – altså knæ og hofter. Og der skal stadig kunne overnatte kirugiske patienter på hospitalet på hverdage.
2. Det succes ombruste diagnostiske center skal fortsætte med alle de specialer, der kan klares med sammedags udredninger. Eventuelt med udbygning af de tilstedeværende specialer, således at man holder et højt fagligt niveau og hjælper med og samarbejder med de øvrige hospitaler i regionen.
3. Silkeborg Sygehus skal forsat være praktikplads for sygeplejestudrende og uddannelseshospital for yngre læger – både inden for kirugi og de medicinske områder.
4. Silkeborg Sygehus får tilført nyt kompetanceområde i form af en fælles regional specialtandpleje, der skaber op mod 40 nye årsværk
5. Der er slået ring som de bevilgede 40 mio, og de afsatte yderligere 36 mio. som var tiltænkt gavlbyggeiret. Disse penge bruges bare på noget andet på samme tomte, og jeg vil gerne pointere, at ingen – hverken i regionens øverste forvaltning eller i salen her i deres vildeste fantasi kunne finde på, at investere op mod 80 mio. kroner, hvis huset på bakken skal lukkes om 2, 5 eller 7 år, som det er blevet antydet.

Det er en fornøjelse, at personalet og borgerne omkring Silkeborg Sygehus er så glade ved og værner om deres store arbejdsplads. Men vi skal passe på ikke at tale det nye set up ned med dommedagsprofetier, så personalet flygter og ingen vil søge derhen i fremtiden, på samme måde som det er lykkedes for Grethe Christensen at skræmme alle danske gymnasieelever fra at søge ind på sygeplejerskolerne. Her får man jo dårligt nok løn, selvom man skal arbejde både juleaften, nytårsaften og sågar også Mortens aften. Og det har jo langt fra bund i virkeligheden
Vores opgave fra regionens side bliver nu at gå i dialog og ikke konfrontation med de dygtige læger og ledelsen og de øvrige personalegrupper i Silkeborg – der skal bygges bro og ikke graves grøfter, og det kræver vilje og et positivt mindset fra begge sider – også i det kvartal der ligger foran os, inden budgettet vedtages endeligt til omkring vintersolhverv – eller mere nøjagtigt den 20. december.

Og så er der den med lægeambulancerne. På grund af vores spredte demografi vedtog vores forgængere i Regionsrådet i 0’erne, at vi skulle dimensioneres voldsomt med lægeambulancer nu da afstanden til akuthospitalerne blev større. På de 15 år der er gået siden da, er der sket store ændrigner – skal vi ikke sige forbedringer på sundhedsområdet.

• Vi har fået et stort antal af hjerteløbere – det er fantastisk og man bliver varm om hjertet af at se denne samfundsmæssige velvillighed på frivillig basis.
• Vi har fået to lægehelipoptere i Region Midtjylland og samarbejde med både Billund og Ringsted.
• Falckredderne er i dag ikke omskolede håndværkere, der har været på AOF-kursus i 1. hjælp og kan lide at køre hurtige end politiet ellers tillader. Det er i højere og højere grad veluddannede paramedicinere, som har en halv doktorgrad i maven, og som er stand til at lave den primære livsvigtige førstehjæps indsats, og i mange tilfælde har løst situationerne inden lægeambulancen når frem.
• Og med 6 lægeambulancer når vi på et antal, der i forhold til vores naboregioner svarer til, hvad de har i forhold til befolkningens antal.

Og ved at placere lægebilerne ved akuthospitalerne sikrer vi, at vi får mest muligt arbejde ud af lægerne, når de alligevel er på arbejde. Det er god lyd i en konservativ øregang, at folk skal arbejde når de får løn, og så skal vi jo lige huske på, at lægeambulancerne i stort omfang vil køre de almindelige ambulancer med patienter og paramedicinere i møde, når behovet er der. Det er min fornemmelse, at mange af vore borgere i yderområderne (og sågar min egen kone) går med den vildfarelse, at der transporteres patienter i lægeambulancer – det er altså ikke tilfældet, og her har vi nok et forbedringspotentiale i regionen rent kommunikativt.

Men når man skal spare ca. 300 mio. skal man altså igennem med den store tættekamp på alle linjer i konto-planen, og det er nødvendigt at skelne mellem need to have og nice to have. Og som politikere er det vores forbandede pligt at prioritere – også når det er upopulære ting, det rammer.

Smalhalsen til trods er det dog lykkedes med plads til enkelte politiske positive prioriteringer i det nye budget

Vi har prioriteret et permanent løft til Gødstrup på i første omgang 40 mio. – det er afgørende, at vi har et stærkt hospitalsvæsen i vest, og vi håber – og forventer, at dette varige løft giver den stabilitet, der skal til for at den meget positive udvikling vi ser i Gødstrup kommer det sidste stykke i mål.

Pulje til kapacitetsopbygning på 25,0 mio – det er til afbødning af eftervirkninger af COVID 19 og indsats på bl. a. kræftområdet.

Robustgørelse af psykiatrien med 20,0 mio. – det er det alle har talt om, men nu gør vi noget ved den

Og så som noget nyt: Mulighed for Uddannelse af almen medicinere med udgangspunkt fra Regionshospitalet Gødstrup. Det er ikke noget der er økonomi i for 2024, men fra 2025 og frem kan det kræve en håndfuld regionale millioner, hvis Århus Universitet skal uddanne i størrelsesorden 30 almene medicinere på 2. del i Herning, på samme måde som KU gør det i Køge og Syddansk gør det i Esbjerg. Det er en nødvendighed, hvis borgere i Videbæk, Hvide Sande, Thyholm og Thyborøn også skal kunne tilses af en privat praktiserende dansktalende læge om 5 til 10 år.

Og så har vi klogt af skade afsat en politisk prioriteringspulje til uforudsete udgifter 60,7, og al erfaring i en omskiftelige verden viser, at også denne post nok skal få ben at gå på.
Så end of the day – Det konservative Folkeparti – i hvert fald 5 af os bakker op om budgetforliget – ud fra devisen om at være konservative stemmer, der arbejder konstruktivt.

Flere brydsomheder

I forlængelse af Regionsrådsmødet fik vi en orientering af direktionen om to trælse forhold. Dels at økonomien på Regionens samlede økonomi ser ud til at mangle yderligere et par hundrede millioner for indeværende finansår, hvilket understreger, at de i budgettet anlagte besparelser ganske enkelt er nødvendige, al den stund at man jo ikke kan bruge penge man ikke har – specielt når vi som regionsansvarlige ikke her retten til at udskrive skatter.

Og dernæst en tilbagemelding fra samtlige regionens sygehuse om, at man er mere udfordret på kapacitet og ventetider, end vi havde troet og håbet i 80% af alle specialer og lokationer inden for somatikken i Region Midtjylland. En analyse som vi i regionsrådet har udbedt os, efter den triste sag om ventetidsoverskridelser på mave-tarm-afdelingen i Skejby. Og en analyse, som ikke er foretaget i landets øvrige regioner. Men belært af erfaring har vi i Regions Midtjylland valgt at gå til bunds og være offensive og på forkant i vores kommunikation, så det kan høres – helt til København. Og det tror vi også de bliver glade ved i de øvrige regioner….

I min optik er flere penge en nødvendighed, men det løser ikke udfordringen alene. Der skal være villighed til at tænke anderledes, og så kommer vi ikke uden om, at foretage en prioritering af, hvad vi som velfærdssamfund skal behandle for. Men det kræver, at nogen tør tage diskussionen, og jeg giver gerne bolden op. Der skal ændringer til, men jeg tror stadig vi kan lykkes med at fastholde verdens bedste sundhedsvæsen, som vi som danske borgere stadig skal huske, vi betjenes af.

Der bliver noget at arbejde med – også i Hospitalsudvalget de kommende uger, inden det endelige budget for 2024 vedtages definitivt den 20. december.

Med venlig hilsen
Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt på liste C.