Det var så det år
I går eftermiddags deltog jeg i Viborg i årets 11. og sidste regionsrådsmøde i mit første år som regionsrådsmedlem. Det var også årets længste dagsorden med mere end 40 punkter på agendaen. Men takket være myndig ledelse af regionsrådsformanden og de ærede medlemmers fromme ønske om at komme hjem til jul, lykkedes det at få afsluttet mødet ved 17-tiden, hvorefter vi fra konservativ gruppe satte hinanden stævne til en luksus-flæskestegsburger til 100 kroner på det hyggelige og smukt pyntede Nytorv i den gamle smukke bymidte. Inden regionsrådsmødet havde forretningsudvalget været samlet til orientering om regeringsgrundlaget, for det er jo en kendsgerning, at vi mere end 40 dage efter valget, om sider fik en ny regering. Nemlig en rød-kløver-regering med A, V og M.
Personligt synes jeg det, som kortene faldt på valgnatten, er fint med en regering hen over midten. Hellere det end vi skal styres af kommunister, omskolede fremskridtsfolk eller autonome fantaster fra Alternativet. Og det var jo også det vælgerne ville. Lige bort set fra de radikale, blev valgets vindere, dem der ville hen over midten – nemlig Mette Frederiksen og Lars Løkke. Fra start var jeg bekymret, når Søren Pape og Jakob Ellemann allerede, inden valget var udskrevet, blankt afviste en bred regering. I mit sind skulle de have meldt ud, at gik efter en borgerlig-liberal regering som 1. prioritet, og hvis dette ikke kunne lykkes, så det bedst mulige resultat derefter. Med mest mulig indflydelse – altså med borgerlige stemmer, der arbejder.
Det får vi nu kun delvist, idet vi konservative jo har valgt at stå uden for en regeringsdannelse. Jeg frygter at det er en forkert beslutning, men retter selvfølgelig ind og bakker op. Vi får nu i modsætning til de seneste mange år en flertalsregering, som ikke behøver at lade sig diktere af de skingre radikale kvinder. Bliver det for voldsomt for fru Frederiksen, kan hun bare skrue ned for diskanten og stille ind på Grønland og Færøerne – så har hun flertallet, uanset hvad de øvrige partier til højre og venstre måtte synes og mene. Det betyder, at venstre-fløjen og også de mange små og mellemstore borgerlige partier på højrefløjen er blevet sat – eller selv har sat sig uden for. De kan godt stemme for nogle forlig, reformer og lovforslag, men uanset hvad de end siger og mener, bliver det som Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og Lars Løkke Rasmusen bliver enige om – hvis de da ellers kan blive enige – vel at mærke. Men det er jo det, de har brugt mere end en måned til at finde ud af. Og jeg tror, de er så fornuftige, at de har udarbejdet skilsmisse-papirerne, inden de har indgået ægteskab, og det er derfor denne brede regering formentlig kommer til at holde markant længere end de 14 måneder, da Anker Jørgensen og Henning Christophersen lå i ske sammen tilbage i 1978-79 – det var mens jeg var under uddannelse i København, og nu er jeg næsten trådt ud af arbejdsmarkedet – så kan i selv regne ud, hvor lang tid det nogenlunde er siden……
Der er blevet slugt ikke så få kameler under forhandlingerne af regeringsgrundlaget på Marienborg. Værst bliver det selvfølgelig for Jakob Ellemann, som har trukket i land i forhold til at kræve advokatundersøgelsen mod Mette Frederiksen i forbindelse med aflivningen af minkerhvervet i Danmark.
Men som salig Jens Otte Krag en gang sagde: Man har et standpunkt, til man tar’ et nyt. Valget viste mere end tydeligt, at vælgerne ikke orker at høre mere om mink, og lur mig om ikke også hovedparten af de danske minkavlere helt inde ved hjertet er glade og tilfredse, hvis bare de kan få den erstatning, de er stillet i udsigt – og få den udbetalt ved kasse 1 hurtigst muligt i det nye år. Penge gør jo ofte meget….
Hvis der skulle indledes en advokatundersøgelse med max fifty-fifty chance for at Mette Frederiksen kunne dadles, så ville den have hængt som et åg over dansk politik i mere end 1,5 år, og det vil i den grad brolægge det parlamentariske arbejde i Folketinget med problemer, bøvl og ballade. Og er der noget, vi ikke har brug for nu i en tid med nærkrig i Europa, energi-krise, inflation, stigende rente og en recision truende lige om hjørnet, så er det handlingslammelse. Vi har brug for action, lovgivning og reformer, og jeg er forsigtig optimist for, at det kommer til at lykkes for den nye regering. Og Fru Frederiksen er så klog, at hun godt ved, at det bliver nemmere at gennemføre de nødvendige reformer som gør ondt – også på den brede befolkning – med Ellemannn og Løkke end det bliver med hende vildkatten nede fra Kibæk og Franciska Rosenkilde, som jeg ikke tror er i familie med de Rosenkilder vi kender her fra Ikast.
Jeg havde helst set en regering med de fire gamle partier. A, V, K og R. Så var Lars Løkke blevet marginaliseret og det er han jo i øvrigt også lige glad med, da det jo ikke drejer sig om nogen men om noget. Og så kunne Søren Pape Poulsen være blevet genindsat som justitsminister, som sidst han vendte partiet fra minus til plus. Efter at han har ryddet op omkring sig, bakker jeg ham stadig op som partiformand. Det er først og fremmest ham vi konservative har at takke for, at partiet i Ikast Byråd er gået frem fra 3 til 5 mandater ved sidste valg, og fra 1 til 5 i magistraten i Århus og fra 1 til 6 mandater i både Silkeborg Kommune og i Region Midtjylland. Blot for at nævne enkelte geografier. Det er det samme billede over hele landet lige med undtagelse af Herning, hvor vi havde en tidligere konservativ som spidskandidat. Det er vigtigt at vi holder os dette for øje og ikke lader korttidshukommelsen dominere for meget. Det var et fallitbo Søren Pape overtog efter Lars Barfoed, og så skal vi lige have med, at vi i forhold til sidste valg har fået to nabopartier i Danmarksdemokraterne og Moderaterne. Det har mere end halveret Dansk Folkeparti som afleverede 69% af deres stemmer, de radikale mistede 56% af deres opbakning, Venstre 47% – de konservative trods alt kun 16%. Jeg sidder ikke denne julemorgen og leger Komiske Ali – og jeg ved godt, at vi medio august stod til at tage 30 mandater og ikke kun 10 mandater med ind i det nye folketing. Men 30 mandater – det var måske også lige i overkanten og så fristes man til at til at citere salig Poul Schlütter med: Så mange konservative er vi jo slet ikke i Danmark.
Nu håber jeg mit parti benytter tiden i opposition eller eksil til at slikke sårene og så komme væk fra den højreflanke, vi har bevæget os ud på med gulerødder om topskattelettelser, disrespekt for den offentlige sektor, liberalistisk gymnaiereform. Nu behøver vi ikke evaluere mere – nu skal der ageres. Der er rigeligt at tilbud på den yderste hørefløj. Søg ind i mod midten – det er der vælgerne vil være flest, og det er der, man opnår de bedste resutater.
Selvom jeg godt ved, at der er langt fra Christansborg til Regionshovedkvarteret i Viborg, synes jeg rent faktisk vi fra konservativ side her har vist vejen. Uden at jeg som spritny parlamentariker på nogen måde skal tage æren for det. På valgnatten for et års tid siden stod det klart, at der var rødt flertal med de radikale, og psykiatrilisten. Og i stedet for at kravle op på balkonen og sidde og surmule sammen med Venstre som de to gamle mænd i Muppet Show, valgte vore forhandlere, at tage det gamle essay til sig: If you cant beat them – join them. Det har betydet, at vi ved en konstituering sammen med rød blok, fik flere og væsentlig bedre poster end vi med vores seks mandater ellers kunne tilkomme. Og vigtigst af alt, at den hospitals- og sundhedspolitik, der skal føres i Region Midtjylland ikke alene skal kontrolleres af yderste venstrefløj, selvom det første år i Regionsrådet har vist mig, at der rent faktisk også kommer fornuftige og brugbare ting fra deres mund og deres side. Heldigvis er Venstre-folket her hen over sommeren kommet ned fra træet, og samarbejdet gennem de sidste fem måneder har været væsentlig mere frodigt – også selvom vi har haft svære ting på dagsordenen med direktionsfyring i kølvandet på amputationssagen, alarmerende personalemangel på hospitalerne, ventelister på operationer, nedskæringer i den offentlige trafik etc. og en pengekasse, der ikke er ved at eksplodere på grund af overophobning af midler. Disse genvordigheder til trods, er det også i år lykkedes at komme igennem med 41-0 i budgettet for 2023. Det viser, at hvor der er vilje til samarbejde – også hen over midten – ja så er der en vej.
2022 har været et særdeles interessant men også hårdt læringsår for mig som parlamentariker. Jeg har ikke på nogen måde fortrudt at jeg sagde ja til opfordringen om at stille op. Jeg vidste i bund og grund alt for lidt om, hvad det var jeg begav mig ind i, og hvad det førte med sig. Havde jeg vidst det, havde jeg nok aldrig sagt ja. En gang i mellem skal man turde at tage et spring ud i ukendt farvand – det udvider ens horisont – ikke så lidt endda.
Jeg fik 3.975 personlige stemmer ved valget. Det var 1.000 mere end jeg var gået efter og 500 mere end jeg havde håbet på. Jeg lykkedes med at få stemmer i samtlige 18 kommuner i Region Midtjylland – selv på Samsø fik jeg en enkelt stemme, selvom jeg er tilhænger af en Kattegatforbindelse. Jeg ved dog med sikkerhed, at det ikke er min gode veninde og regionsrådskollega fra SF Ulla Holm. Det har hun selv sagt, selvom der jo er hemmelig afstemning.
Jeg fik 790 krydser i Herning, selv om jeg er blevet skudt i skoene, at det glippede ægteskab mellem Herning og Ikast i 2005 var min skyld. Og så fik jeg 1990 stemmer i Ikast-Brande Kommune – næsten hver 5. stemme, der blev afgivet.
Jeg må indrømme, at jeg er stolt og beæret – men også ydmyg over den opbakning jeg har fået. Og ikke mindst den interesse jeg kan føle, der er for arbejdet i regionen og derfor har jeg også lagt temmelig mange kræfter i arbejdet. Jeg har brugt ca. halvdelen af min arbejdstid på det. I de kommende tre år håber jeg at kunne holde det nede på 1/3 job, nu jeg har været den stejle læringskurve igennem, og specielt fundet ud af, hvad man ikke behøver at læse.
Og det er meget. De er dygtige de DJØF’ere, der er i embedsværket deroppe i Viborg, men er der en ting, de ikke har lært på universitetet – så er det at skrive kort.
Det første års arbejde både i Viborg og i et fagudvalg for løn og praksis under Danske Regioner har som nævnt været lærende. Og det har også vist mig, at regionerne har en berettigelse. Der er langt fra København til store dele af Region Midtjylland – der jo har arealer både øst og vest for Horsens/Aarhus/Randers. Jeg er blevet understøttet i min antagelse om, at det er mere end godt, at Danmark ikke kun styres fra København og så af kommunale organisationer. Og det siger jeg, inden jeg har taget stilling til, om jeg genopstiller om tre år eller ej. Den beslutning tages i løbet af 2023.
Nu lader vi julefreden sænke sig. I dag med jule-tam-tam i vores nye lokale erhvervskollektiv på Strøget her i Ikast, og i morgen tager vi sydvest på – ikke på grund af frygt for en våd og grå jul, men fordi højtiden fejres med familie i Esbjerg og på Fanø. 2. juledag dog på Frederiksberg. Og så skydes nytåret ind i selskab med gode venner i Danmarks nordligste købstad. Det er jo også rart ind i mellem at se, hvordan det går uden for vores hjemlige andedam i Region Midtjylland. Horisontudvidelse tager ingen skade af, har en klog mand en gang fortalt mig.
Rigtig god jul og et godt nytår til alle.
Ikast den 22. december 2022
Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
-valgt som nummer 4 på liste C