Kan vi så få ro i klassen

Selv om det efterhånden er mange år siden, jeg selv sad på skolebænken, husker man stadig, når lærerens bestemte og højlydte stemme skar gennem larmen i klasselokalet.

Og som oftest hjalp det. Jeg håber så sandelig også, at vi her på tærsklen til 2. halvår får ro i Region Midtjylland. Det trænger vi i den grad til efter et mere end brydsomt 2. kvartal.
Skandalesagen på mavetarmkirugisk afdeling på Aarhus Universitetshospital har nu kostet ni personers afgang i Skejby og Viborg – enten ved frivillig opsigelse eller ved fyring, og i en situation med 307 for sent behandlede mavetarmkræftpatienter, er det jo ikke lige frem det, der har været brug for. Slet ikke i en tid, hvor der er knaphed på både økonomi og menneskelige ressourcer.

De beklagelige afskedigelser, der er gennemført bakker jeg op. Det har lige som været en nødvendighed for at komme videre. Det må aldrig blive personen over holdet = patienterne.
Men vi skal ikke kun sparke nedad. Politikkerne – både dem på Christiansborg og os i regionerne – har også vores del af ansvaret. Folketinget for at stille for store behandlingskrav i forhold til den økonomi, der stilles til rådighed, og os i regionerne for ikke at være dygtige nok, til at gøre tingene endnu smartere.

Men jeg er specielt ked af de to opsigelser, vi har fået i regionsdirektionen i Viborg.

Vores lægefaglige koncerndirektør Helene Probst ville ikke stå model til presset, kulturen og tonen i regionen. Utroligt ærgerligt, når vi nu endelig havde fået den lægefaglige kompetence ind i direktionen, som der længe har været sukket efter. Og vel at mærke en mediciner med afsindig høj kompetence. Men den lugt der bredte sig i bageriet – både i pressen og på det politiske niveau, var altså mere end hun kunne lægge ryg til, også selvom hun med sin tiltrædelse 1. februar i år, hverken havde lod eller del i de fejl, der var blevet begået i Skejby. Hun forsøgte blot at redde kastanjerne ud af ilden ved at arbejde som en besat i 1,5 måned, men denne indsats faldt i gold jord i kredse, som kun ønskede at finde fejl, dække sig selv af og jagte hekse. Det var mere end den milde og sympatiske fynbo ville og kunne stå model til.

Mere brug for hende en omvendt

Med vores Regionsrådsdirektør Pernille Blach Hansens opsigelse forholder det sig lidt anderledes. Hun har jo været her i 4,5 år, og er som øverste chef ansvarlig for, alt det den 30.000 mand store organisation foretager sig. Og hun er også blevet klapjagtet af både presse og opposition for både noget hun i sidste ende er ansvarlig for, og noget hun hverken er ansvarlig for eller har indflydelse på.

Der er en gruppe i befolkningen, som ikke kan lide socialdemokrater i almindelighed og vores regionsrådsformand Anders Kühnau i særdeleshed, og i jagten på ham har de taget hans højst betroede medarbejder Pernille Blach Hansen med i sigtekornet. Fordi hun tilfældigvis har en fortid som socialdemokratisk folketingspolitiker, inden hun skiftede spor til topstillinger i Randers Kommune og senere topjobs som funktionsdirektør i Grundfos og Lego. Det er trods alt ikke bolsjebutikker, vi taler om.

Jeg hører til dem, der mener, at hvis man vil af med Kühnau, så foregår det den tredje tirsdag i november 2025 – hvis der da vel at mærke er noget, der hedder regioner efter januar 2026. Det ligger lige som i det med demokratiet, som vi alle værner om og anpriser i høje vendinger.

Når vi taler topembedsmænd, så skal de måles på deres handlinger, gøren og laden. Jeg har ganske vist kun været i regionsrådsarbejdet i små 18 måneder, men jeg har fra mit første mødepå Skottenborg kun oplevet Pernille Blach Hansen som en særdeles kompetent og af personalet yderst vellidt øverste chef, der frem for alt står for ordentlighed i al sin flid, gøren og laden. Det har været hendes karakteristika og DNA siden hun poppede op for første gang i det danske mediebillede og politiske system for en snes år siden. I hendes familie har de ikke fået mange næser og irettesættelser, og 11 og 13-taller har fyldt mere end 6’ere og 7’ere efter den gamle skala. Derfor har den formelle kritik, som hun modtog sammen med de tre medlemmer af whistleblowervurderingskomiteen gjort ondt, og desværre gik det, som jeg havde frygtet. Nemlig at den gik hendes ære og stolthed for nær og sammen med summen af kardemommen drog den nu indtrufne konsekvens. Selvom jeg ikke er socialdemokrat, hører jeg til dem, der mener, at Pernille Blach Hansen bedre kan undvære Region Midtjylland end omvendt. Og heri bakkes jeg op af en lang række af politikere fra hele det politiske spekter, og af topembedsmænd i stat, region og kommuner, som har én ting til fælles: Nemlig at de har indsigt i tingene indefra- og at de ved, hvad de taler om…

Men på dette niveau er der no return. Skårene kan ikke klinkes som i et teenageforhold, det ved Pernille Blach Hansen og det ved vi i Regionen. Begge parter skal videre, og jeg ser fortrøstningsfuldt på konstitueringen af Jonas Dahl som ny regionsdirektør med opbakning fra så godt som enigt Regionsråd. Også selvom han har en fortid som folkesocialist – både med sæde i Regionsrådet, Folketinget og sågar en kort periode som skatteminister. Han har i de seneste år været en velfungerende og kompetent sygehusdirektør i Randers, og han kender ”rumlen” fra såvel den politiske som embedsværks-siden. Og så er han godt begavet, og kan virke på sin nye post fra dag 1, når han tiltræder til august og kører parløb med sin forgænger den første måneds tid.

Et punktum

I denne uge blev det et faktum, at mavetarmkirugisk afdeling på AUH får nye ledelse både læge- og sygeplejefagtligt. Den nytiltrådte hospitalsledelse har strakt sig så langt som muligt og vendt alle sten for at afdække, om der kunne skabes stabilitet uden flere fratrædelser. Det er aldrig rart at ligge under for et pres fra medarbejdere, der truer med at sige op. Det er langt mere sympatisk, når man ”truer med at blive” for at forbedre systemet inde fra. Det var ikke det, der skete her – hverken med den første opsigelse ved årsskiftet – og de to opsigelser her i juni.

Men når vi taler kræft, liv og død går patienternes tarv altså foran principper i en meget kompliceret sociologisk case. Og det er altså ikke rimeligt at klandre den nye hospitalsdirektion, at man har brugt en måned på at afsøge, om der kunne findes løsninger med det eksisterende organisations-setup. Det burde da selv en overprofessor i Syddanmark og en oppositionsleder i Hadsten kunne forstå og have respekt for. Jeg betvivler ikke, at den suspenderede cheflæge er en af Danmarks ypperste bløddelskiruger, men spørgsmålet er om hun også er den bedste til at lede en stor ”virksomhed” med mere en 260 medarbejdere. Men her kommer vi frem til 10 millioner kroners spørgsmålet: Er det ikke bedst at bruge dygtige højtuddannede læger til forskning og udredning og sammen med sygeplejerskerne til helbredelse, lindring og trøst? Og så lade personer, der har studeret ledelse i fem år tage sig at dette? Jeg ved godt, at det er at stikke hovedet i et hvepsebo her ved midsommertid, men jeg vover min hårdhudede pels. Jeg har aldrig været bange for lægens stik, og en skal jo turde starte debatten….

Men nu skal vi lade freden og arbejdsroen sænke sig over AUH og de øvrige sygehuse i regionen, her inden juni bliver til juli. Den megen uro giver stor usikkerhed hos mange patienter (og pårørende) som er i mønsterforløb i en kræftbehandling, og det kræver alt for mange unødige ressourcer at berolige disse. Tid som læger og sygeplejersker meget bedre kunne bruge på at behandle dem, som virkelig trænger.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt som nr. 4 på liste C