EN MÅNED TIL VALGDAG
I morgen lørdag er der præcis en måned til det går løs med valghandlingen til kommunalbestyrelser og dermed også til regionsrådene. Det er den gule stemmeseddel, som man også får med ind i stemmeboksen, og som er længere end selve pulten, man skal krydse af på. Men så er det jo heldigt, at mit navn står oppe i den øverste tredjedel – som det første på liste C – så jeg skulle være til at få øje på for dem, der vil sætte krydset ud for mig.
Efterårsferien har været stilheden før stormen. Ingen skal tro, at der er gået “Uffe i den”, og at jeg tror “den er hjemme”. Nej, der oplades batterier og finpudses til valgkampens slutspurt her fra et lille eksil i Marbella fra den spanske solkyst – for meget kan jo fikses fra en mobil nu om stunder. Og heldigvis er jeg i ferien også lykkedes med, at få min anbefalerskarre til at vokse kontinuerligt. Det er jeg vanvittig glad for og taknemmelig over.’
Fra på mandag går det løs med valgmøde hos Kræftens Bekæmpelse i Silkeborg, og herefter går det slag i slag. Jeg deltager i tre andre partilederdebatter arrangeret af Region Midtjylland. Det bliver i Gødstrup, Viborg og igen i Silkeborg, mens min kollega Purnima Erichsen tager sig af de politiske dueller, der skal udveksles på sygehusene i Aarhus, Horsens og Randers. Herudover skal jeg til en to-mands-dyst med regionsrådsformand Anders Kuhnau hos Ældresagen i Aulum, og så endelig i en TV-debat på TV Midtvest onsdag aften før valget.
Og så er jeg ellers ved at træne mig op som “stand up’er”. Jeg har i de sidste tre-fire år været ude en halv snes gange i forskellige serviceklubber og “dagligstuer” og trådt op med noget, der ligner en mellemting mellem “Her er dit liv” og så “Fokus på Regionsrådets arbejde”.
Her finder man ud af, hvor meget sundhedspolitik egentlig interesserer menigmand. Senest via gode dialoger på besøg hos Rotary i Herning og Old Table i Skanderborg lige før efterårsferien.
Om 14 dage skal jeg besøge Lions Club i Ikast, og minsandten om jeg ikke også kommer i “CLOSE UP” hos Huset i Ro i Ikast. Det sker ved et offentligt gå hjemmemøde onsdag den 12. november. Her er det med tilmelding via hjemmesiden hos Huset i Ro, hvis der skulle sidde nogen derude, som kunne tænke sig at overvære dette. Men jeg advarer lige – der bliver også fokus på de mere personlige sider. Og det samme bliver også tilfældet i Bakkehuset i Ikast to dage efter valget, hvor jeg er gæst i “Det gyldne ord” hos min mangeårige kompagnon Steen Hebsgaard. Men jeg kender ham så godt, at han nok også vil spørge lidt ind til både valgkamp og valgresultat. Og det er vi selvfølgelig meget klogere på til den tid. Men spændende – det er den næste måned. Både for dem der skal sætte kryds, og os der er på valg.
