Døden holder ikke ferie
Nu er sommerferien ved at være et veloverstået kapitel, og vi kan se tilbage på en uovertruffen dansk sommer – i hvert tilfælde i de fleste egne af vores lille pragtfulde land.
Desværre har jeg måttet tage afsked med hele fire personer, som har stået mig nær i et halvlangt liv, og fælles for dem alle er, at de er gået bort alt for tidligt. 60, 68, 74 og 62 år – det er bare alt for tidligt i et velfærdssamfund som Danmark, hvor det ellers er lykkedes at hæve middellevealderen med en halv snes år, siden jeg selv gik i skole. Den sidste var ganske vist en udvekslingsstudent fra Australien, som boede hos vores familie i 1980, men hun havde lige som mine tre danske venner, der alle stammer fra Midtjylland, mange ting tilbage på bucketlisten, som skulle have været nået.
Et pejlemærke…
Jeg har et par gange – ganske vist i sjov – sagt, at konservative går til valg på, at ingen i Region Midtjylland – der er fra Anholt til Hvide Sande – skal dø før man er fyldt 97 – og det skal være med en drink i hånden efter at have haft god sex… Det vil nu nok blive et svært valgløfte at opfylde, og endnu sværere at finansiere. Men det må da godt være et pejlemærke…
Men sidste uges budgetkonference viste, at der rent faktisk er luft i skjortekraven, når vi taler budget 2026 og årene derefter, når den nye sundhedsreform for alvor skal implementeres.
Vi har helt nøjagtigt 329 mio. til ekstra politisk prioritering. Det er historisk i Region Midtjylland og også mere end man har at gøre godt med i de øvrige regioner. Og et væsentlig bedre udgangspunkt end da vi for to år siden måtte lægge et sparekatalog på en kvart milliard ned over borgene og de 30.000 ansatte. Situationen nu er væsentlig mere gunstig, selvom en vittig sjæl en gang sagde til mig, at en arvesag var lettest, når der ikke var andet at dele end de tomme flasker…
Gratis parkering
Budgettet for 2026 lander nok ud med, at der indføres gratis parkering på regionens sygehuse. Det vil koste 62-65 mio, men det er stadig mindre end en femtedel af de ekstra midler, vi har at disponere over. Og det betyder, at der bliver plads til masser af ekstra kernevelfærd. Selvom ventetiderne på planlagte konsultationer og behandlinger falder, og selvom både patienttilfredshed og evnen til at rekruttere og fastholde dygtigt personale de sidste par år har været stigende, så forfalder vi ikke til selvfedme. Alle i regionsrådet brænder for at gøre det endnu bedre for borgere og patienter, og de ønskesedler, der kom frem onsdag og torsdag i sidste uge, kan ikke indfries fuldt ud. Det tør jeg godt sige nu, uden at have set beregninger på alle ønsker, og inden vi mødes til den lange midnatsforestilling den første tirsdag i september, hvor budgettet lægges fast i praksis.
Om vi kan nå til enighed om et 41-0 budget, tør jeg derimod ikke spå om, men forhandlingsklimaet er frodigt, og det tegner da alt andet lige positivt.
PLO-forhandlinger
Jeg håber også, at forhandlingsklimaet kan blive lidt mere positivt i drøftelserne mellem sundhedsministeren og de praktiserende læger – PLO. Sidstnævnte var meget imødekommende og havde ja-hatten på, da den nye lov blev vedtaget sidste efterår, men her hen over sommeren, hvor realitetsforhandlingerne skal til at pågå, er det lige som om, at positionerne i skyttegravene har låst sig fast.
Vores parti bakker som langt de fleste danskere op om et system med privatpraktiserende familielæger. Og skal dette kunne fastholdes, når der heldigvis bliver flere ældre, så kræver det ændringer. Både i antallet af læger og i måden deres dagligdag indrettes på. Vi taler om den største sundhedsreform i 20 år. Det vil også kræve, at lægerne må justere på rutiner i forhold til det som kunden (i dette tilfælde det offentlige og patienterne) efterspørger. Lige som man i alle andre private virksomheder må være agile i forhold til udviklingen i samfundet. Men tingene skal ske via konstruktive forhandlinger og ikke via noget, der minder om dekreter, som vi har set det på den anden side af Atlanten det sidste halve års tid…
Der skal som bekendt to til tango, og lægerne skal ikke true med at gå. De skal true med at blive og tage godt imod deres 1.500 nye unge kolleger, som støder til i løbet af den næste halve snes år. Og som kan hjælpe med de vigtige opgaver i almen praksis – også derude, hvor der er langt mellem husene. Hverken den enkelte PLO-læge eller familien Danmark vil nemlig det der med offentlige upersonlige regionsklinikker eller kapitalkædeejede lægekoncerner som f. eks. Alles Lægehus. Det har vi lige som fået nok af, og det hører ikke hjemme i Danmark.
Fortsat god sensommer
Venlig hilsen
B. Bo Jensen
Regionsrådsmedlem – Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C
Medlem af Forretningsudvalget
Medlem af Hospitalsudvalget
Fmd. for særl. udv. til fremme af nære sundhedstilbud