Så blev det sommer i Danmark

Så nåede vi til Skt. Hans, og jeg skal da lige love for, at sommeren nåede at indskrive sig, inden vi igen går mod kortere dage. Det skete samtidig med, at vi i Regionsrådet blev sendt på sommerferie, som afslutning på et hektisk 1. halvår af en 4-årig valgperiode.
Det har været nyt og overvældende, men samtidig særdeles lærerigt. Og onsdagens marathon-dag var et eksempel på, hvordan demokratiet kan fungere, når det er bedst. Når embedsværk og folkevalgte kan arbejde sammen og få ting til at mødes på midten, når man virkelig er presset i en alvorlig situation.
Og her tænker jeg selvfølgelig på sagen omkring akut-problematikken i den vestlige del af Regionen. På grund af store personalemæssige udfordringer med akutsygeplejersker i specielt Gødstrup var vi kaldt til ekstraordinære møder i Hospitalsudvalg og Nære sundheds-udvalg tidligt om morgenen i onsdags forud for et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde, som også var klemt ind foran Regionsrådsmødet om eftermiddagen.
Formiddagens intense forhandlinger mundede ud i, at der blev indgået et kompromis, som 39 ud af de 40 fremmødte i Regionsrådssalen kunne tiltræde. Kun en vikar fra Nye Borgerlige stemte imod.
Beslutningen blev at ferielukke akutklinikken på Sundhedscentret i Lemvig, og det samme bliver tilfældet med nat-bemandingen i Center for Sundhed i Holstebro. Men kun fra 1. juli til 14. august.
Tiltaget er foretaget af hensyn til patientsikkerhed og arbejdsmiljøet blandt sygeplejerskerne, ved det at vagtplanen hen over sommeren nu tilføres tre ekstra medarbejdere i hele ferieperioden.
Men heldigvis er beslutningen ledsaget af en række nye tiltag, greb og værktøjer, som skal være med til at løse op på den kritiske situation i specielt Gødstrup – ikke kun på kort sigt, men også på den lidt længere bane. Og det er vigtigt – der skal tænkes ud af boksen og innovativt – ellers bliver det jo bare mere af det samme, og dette ender i en ond spiral.
Men for mig drejer dette her sig også om borgertryghed og troværdighed. Hvem husker ikke, hvad der blev givet statsgaranti af Regionsrådet med Bent Hansen i spidsen og for øvrigt også af mit eget parti i 2010, da beslutningen om placeringen af storsygehuset i Gødstrup blev fastlagt. Her skulle der være et betryggende og solidt beredskab i den nordvestlige del af Regionen, så man kunne garantere borgerne i denne landsdel ro i sind og i nattesøvn. Og heri dygtige behandlersygeplejerskerne i Lemvig, Ringkøbing og Holstebro en central bestanddel. Og så skurer det altså op og ned af ryggen, at vi går i gang med dette her kun to måneder efter, at vores chefmonark har klippet snoren på Gødstrup.
Og derfor må denne ferielukning være sidste gang, vi ser indbyggerne mod nord og vest holde for i denne sammenhæng, og det fornemmer jeg heldigvis klart, at der er en forståelse for og enighed om. Både blandt direktionen i Viborg og på sygehusene og lige så vigtigt blandt os politikkere. Ellers kommer der næppe til at stå 39-1 næste gang….
Og så er der også ved at falde lidt ro på det organisatoriske niveau, efter den triste sag omkring karkirurgien med de alt for mange amputationer gennem de sidste 10 år. Der er ansat to kompetente personer i koncerndirektionen med udspring fra h.h.v. forvaltning og øverste medicinledelse til dels at varetage Ole Thomsens opgaver fremadrettet og dels få ryddet op både organisatorisk med opbygning og polstring af nye afdelinger i Viborg og Skejby og samtidig få sagt undskyld og givet erstatning til de personer, der uretmæssigt har måtte ofre centrale legemsdele. Vi konfirmerede på onsdagens Regionsrådsmøde, en plan for hvordan vi kommer helt til bunds i sagen med uvildige undersøgelser, og hvordan vi får kvitteret over for borgerne. Det skal være så vi igen kan se os selv i spejlet, og så skal der ellers tænkes fremad på alle niveauer.
Juni blev også den måned, hvor jeg kom til at opleve mit første Folkemøde. Min hustru og jeg havde- desværre kuldsejlede – planer om en tur der over i både 18 og 19, og de to følgende år, kom coronaen som bekendt på tværs.
Men som nyvalgt parlamentariker skulle det være, og vi havde fornøjelsen sammen med 30 kolleger fra Region Midtjylland, at blive indkvarteret i Gudhjem med udsigt helt til Christiansø. Og selvfølgelig skinnede solen på Bornholm, og ikke mindst i Allinge, hvor området ved den maleriske havn i Allinge, nærmest er som håndskåret til Danmarks demokratifestival. Jeg må sige det lige ud: Folkemødet var Danmark og demokratiet, når det er bedst. Det er vores skråsatte konklusion efter tre fantastiske dage ude midt i Østersøen. Eneste hår i suppen er buslogistikken: Det er noget os her ovre i Midtjylland gerne vil komme og give et kursus i. Men så kunne vi jo i stedet tage den på stop – ikke mindre end fire gange. Min hustru blev stillet forrest, og der gik aldrig mere end fem minutter før vi blev taget op. Og stiftede nye bekendtskaber med glade og positive danskere, som også interesser sig for samfund og for politik, og med hvem man trods politisk forskellighed kan enes om, at vi bor et fantastisk sted på jordkloden.
Fortsat god sommer til alle.
Bo Jensen
Regionsrådsmedlem
Valgt som nummer 4 på liste C