Anbefaling med gode perspektiver

Så kom den. Offentliggørelsen af den nedsatte sundhedsstrukturkommisions 650 siders gedigne rapport om, hvordan det fremtidige danske sundhedsvæsen skal styres, organiseres og indrettes.

Rapporten som har været 15 måneder under tilberedelse er udarbejdet af tre vise kvinder og seks slige mænd med direktøren for Kræftens Bekæmpelse og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, Jesper Fisker i spidsen som formand. Og rapporten var også indhold til mange givende debatter på den netop veloverståede demokratifestival på Bornholm- officielt betegnet som Folkemødet, som igen i år levede op til sit navn og sine intentioner, og som gør en både glad ved og stolt over at være dansker.

Kommissionen lægger op til tre organisationsmodeller, og herud over seks generelle indsatser som anbefales iværksat uanset, hvilken model regering og Folketinget måtte beslutte sig for at vedtage hen over efteråret.

Og hvis vi starter med de seks indsatser mener jeg stort set de alle eller i hvert fald de fem er ramt lige i bulls eye, hvis vi de næste 5-10-20 år skal kunne klare serviceringen af et stadigt stigende antal ældre, der jo i kraft af deres gulnede dåbsattest alt andet lige kommer til at kræve mere behandling, end det vi løser i dag.

Udviklingen kræver, at mere af plejen skal foregå i private hjem og ude hos de praktiserende læger, hvis antal skal sættes op fra 3.500 til 5.000 over en så kort en periode som muligt. Samtidig skal hverken praktiserende læger eller speciallæger have mulighed for at klumpe sig sammen i de fire store universitetsbyer. De skal ud til folket i de egne af landet, hvor patienterne bor og kræver behandling, og derfor er jeg glad ved, at vi fra konservativ side har været forud for vores tid, og lykkedes med at få Regionsråd og Medicinsk Fakultet på universitetet i Aarhus med på, at vi fra næste års studiestart har et pilotprojekt kørende med de første 2. dels studerende i almen medicin i Herning/Gødstrup, som fra 2028 vil kunne tage ud og praktisere i Midt- og Vestjylland. Personligt havde jeg håbet på, at det kunne være gået lidt stærkere, men nu er der hul igennem, og så må vi jo se om det kan accelereres – ikke mindst efter Strukturkommissionens klare udmelding om det gigantiske behov.

Kommissionen anfører også vigtigheden i sammenhængen mellem primærsektoren i det nære sundhedsvæsen og hospitalerne.

Dette vil kræve en voldsom opgradering på IT-siden hos såvel det offentlige sundhedsvæsen, hos kommunerne og hos de praktiserende læger, som frem over skal til at udveksle data i et IT-system, der taler sammen. Det lyder som simpel logik for burhøns, der burde have været indført for mange år siden. Men her minder vi desværre for meget om det vilde vesten. Og det kan ikke blive ved med at gå.

Det med at dele data og journaler med det offentlige bliver en kamel, der skal sluges af PLO, men jeg har nu altså altid betragtet det som rimeligt, at dem der betaler for musiken også er dem, der bestemmer, hvad der skal spilles. Og når vi besøger egen læge ryger regningen jo netop videre direkte til regionen, og så må det også være rimeligt, at sygehusvæsenet – med patientens godkendelse – ved modtagelse har let ved at tilgå og afkode den aktuelle helbredsmæssige status.

Det med at ældre mennesker sat over for personale i hvide kitler og med fine titler skal kunne huske, hvilken medicin de har indtaget for hvad og hvor længe og i hvilke mængder – det skal altså være slut. Vi kan ikke forlange at vore ældre medborgere eller for den sags skyld deres pårørende, skal være vandrende patientjournaler. Det hører ikke hjemme i et oplyst og IT-udviklet samfund, hvor vi nu også skal have inddraget kunstig intelligens.

De tre modeller

Rent organisatoriske lægger sundhedsstrukturkommisionenn som nævnt tre modeller frem i uprioriteret rækkefølge.

Model 1 er en model, hvor man udvider fra 5 regioner til 8-10 sundhedsregioner. Lidt en mellemting mellem de 14 gamle amter og sundhedsklyngesystemet, som har været under indførelse uden held i et par år. Denne model baseres også på demokratisk valgte råd, og skulle så overtage den del af ældreplejen fra kommunerne, der finder sted i vakummet mellem hospitalsindlæggelse og overgang til aflastning, plejebolig eller eget hjem.

Model 2 er en overordnet statsstyring fra København, hvor sundhedsministeren uden nogen demokratisk proces nedsætter en professionel bestyrelse, som sammen med sygehusdirektioner skal forstå ledelse af de enkelte sygehuse. Den såkaldte Lars Løkke-model.

Den tredje og sidste model er en bevarelse af den nuværende regionsstruktur, hvor der nævnes 3-5 regioner, og hvor regionerne overtager lidt færre af de opgaver fra kommunerne, som er skitseret i model 1.

Jeg må helt klart sige, at jeg er tilhænger af model 3 tilsat de først nævnte fem-seks indsatser. Vi har i dag et af verdens aller bedste sundhedsvæsener, og når vi får de sidste kvalitetsfondsprojekter i Aalborg, Odense, Køge og Hillerød gjort færdige mener jeg virkelig, der er lys for enden af tunnellen – også selvom vi bliver flere ældre. Den nuværende reform er 16-17 år gammel og dårligt nok implementeret. Forgængeren fik mere end 35 år på bagen.

Uanset om man vælger model 1, 2 eller man i model 3 ændrer fra fem til tre eller fire regioner, vil det afstedkomme gigantiske transaktionsomkostninger, hvis ikke man gør det klogt vel at mærke. Vi taler milliarder – mange milliarder – som jeg hellere vil bruge på sundhed og forkortelse af ventelister i både psykiatri og somatik. Ved en paladsrevolution kan man frygte forsinkelser, handlingslammelse og forøgelse af ventelisterne, og det var jo ikke lige frem det, der var intentionen.

Er der glemt noget?

Det eneste jeg savner belyst i rapporten er, hvad der skal ske med de ikke uvigtige ting regionerne løser inden for bl.a. forureningsbekæmpelse, råstofudvinding, undervisning, planlægning af kollektiv trafik og ikke mindst specialfunktioner indenfor det sociale område, hvor halvdelens af landets 98 kommuner slet ikke er store nok til at påtage sig opgaven. Jeg ved godt at disse områder ligger uden for kommisoriet for en sundhedsstrukturkommision, men nogen skal jo passende tage sig af det. Nedlægges den nuværende struktur vil ca. 500 årsværk blive flyttet fra Aalborg, Viborg, Vejle og Sorø til København og Aarhus. Og det viser al erfaring, at det ikke bliver bedre og mere nærværende af.

Forureningsbekæmpelse og miljøgodkendelser og tilsyn vil ligge rigtig godt i uvildige regionale fora’er hverken for langt fra eller for tæt på. Det vi har set i Randers de sidste seks måneder viser med al tydelighed, at sådan en sag ikke skal håndteres super lokalt. Og når landets 7. største kommune ikke har ressourcer og kapacitet til det, hvordan skal en lille kommune med 20.000 eller en ø-kommune så kunne håndtere det?

Der bliver virkelig noget at se til på tinge til efteråret, og efter en høringsfase her hen over sommeferien, tror jeg næppe at de 179 medlemmer af den lovgivende forsamling kan vente med at trække i arbejdstøjet til den første tirsdag i oktober, hvor Folketinget jo har tradition for at møde ind til en ny sæson. Der skal nemlig turbo på, hvis alt skal være klappet og klart til valghandlingen, der jo skal foregå i slutningen af november næste år.

Drt bliver både en spændende og travl tid.

Med venlig hilsen
B. Bo Jensen
Regionsrådsmedlem – Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C
Medlem af Hospitalsudvalget
Medlem af Udvalg for bæredygtighed, teknologi & anlæg