Konservativ opbakning til gratis parkering ved regionens sygehuse
Den seks mands store konservative regionsrådsgruppe bakker op om det forslag, som regionsrådsformand Anders Kühnau på vegne af Socialdemokratiet vil fremsætte til efterårets budgetforhandlinger, om at det fra 1. januar 2026 skal være gratis at parkere for såvel patienter, pårørende som ansatte på Region Midtjyllands seks hospitaler og tilknyttede sundhedshuse.
Den totale omkostning er i størrelsesordenen 75 millioner kroner, men vi har takket være mådehold og god økonomisk styring både på sygehusene og i den centrale forvaltning samt hjælp fra Christiansborg fået så meget luft i økonomien, at vi nu er i stand til at få indfri et længe næret ønske, siger gruppeformand og politisk ordfører for konservative, Bo Jensen. Han forventer heller ikke så få administrative besparelser, hvis al betalingsteknologien sløjfes, men dette er der ikke regnet på.
– Det er ikke rimeligt, at en dialysepatient med tre ugentlige hospitalsbesøg, eller en kræftramt med 20 hospitalsbesøg på en måned, også skal døjes med privatøkonomisk belastning. Sygdommen er mere end nok i sige selv. Det kan heller ikke være rigtigt, at vores ansatte i f. eks. Horsens eller Silkeborg skal betale for sin daglige parkering, mens man kan stille sin bil kvit og frit i Gødstrup, siger Bo Jensen.
– Vores seks sygehuse har forskellige beliggenheder og historie bag sig. Gødstrup og AUH er barmarksprojekter ude i periferien, mens Randers, Silkeborg og specielt Viborg er bynære hospitaler, hvor den samlede parkeringsløsning også skal samtænkes med lokale forhold, siger Bo Jensen.
I Viborg er der planlagt opførelsen af et længe tiltrængt nyt parkeringshus, til over 70 millioner. Dette er plansat som et OPP-projekt, men dette er næppe praktiserbart i en evt. ændret kontekst, og det skal vi have drøftet ved efterårets budgetforhandlinger. Et alternativ er at finde plads til det i vores investeringsplan for de kommende tre-fire år. Det er det vi skal vende, når vi skal mødes om budgettet umiddelbart efter sommerferien, siger Bo Jensen.
– Der er ikke tale om et fravalg i sundhed på bekostning af gratis parkering. Det er et både og. Regionens robuste økonomi gør, at vi er i stand til at prioritere begge dele, og vi tager et nyt hug i ventelisterne allerede i det tilstundende efterår, og der bliver også mulighed for at allokere flere midler til psykiatrien, slutter Bo Jensen.
Venlig hilsen
B. Bo Jensen
Regionsrådsmedlem – Region Midtjylland
Gruppeformand Liste C
Medlem af Forretningsudvalget
Medlem af Hospitalsudvalget
Fmd. for særl. udv. til fremme af nære sundhedstilbud