Ikast nye kontorfællesskab har vist sin berettigelse

Flere nye virksomheder flytter ind på AVISEN

Et nyt erhvervsmekka for små, mellemstore og halvstore virksomheder er ved at danne sig i de bygninger på Strøget 38-40 i Ikast, som indtil sidste år og siden 1934 har været rammen om Ikast Avis, Ikast Bogtrykkeri, Happy & Co og CO3. Det er bare nye brands og nye virksomheder, der er ved at fylde de 2.400 kvadratmeter i det gamle mediehus op.

Det er de tre Sindico-selsaber WeMarket, NoMilk og PartnerTekst, der er de nye ankerlejere i komplekset. WeMarket flyttede ind i august med sine godt 40 mand. I sidste uge fulgte NoMilk med og bosatte sig med sine 7 medarbejdere i stueetagen i gavlen ud mod Strøget og i næste uge får man følgeskab af ParterTekst, som med sine 14 medarbejdere flytter ind på 1. sal.

De tre associerede firmaet var spredt på tre domiciler på Eli Christensensvej, men kommer nu under samme tag og i samme kantine i det nye erhvervspowerhouse i Ikasts midtby. Her er der blevet bygget om, renoveret og indrettet for et par millioner kroner for at skabe attraktive rammer for de nye lejere. Bl. a. er det gamle trykkeri ud mod Smallegade blevet ændret fra produktionshal til et særdeles indbydende kontormiljø i New York’erstil, og det er her WeMarket kommer til at beslaglægge de 500 kvadratmeter.

Der er også andre nye eksterne lejere, der har indgået aftale om domicil: Det drejer sig om kunstformidlingsvirksomheden Birgitte Damgaard og marketingbureauet Hey Lemons, som flyttede ind før jul i lighed med to offshorevirksomheder fra Esbjerg, som begge har etableret Ikast-filial. Og her i løbet af marts flytter Palle Hansen ind med en virksomhed, der tilbyder kognitiv terapi og telefonivirksomheden Kommbine fra Støvring, som vil lave en midtjysk filial med foreløbig to medarbejdere.

-Og så har vi i sidste uge indgået forpagtningsaftale med Charlotte Hedebo om hele husets køkken og kantine-forhold. Hun ophører sin aftale i Sportscaféen til sommer, og er er klar til at rykke ind i AVIS Caféen fra 1. august. Det er i den grad et centralt lejemål vi får på plads, da det har ligget i konceptet for AVISEN, at det skulle være et sted, hvor man fik god mad til frokost, siger Bo Jensen, der er direktør for AVISEN og initiativtager til det nye erhvervshus. -Der kommer til at dufte af hjemmebagt brød hver formiddag, og der vil kunne blive lavet sund og nærende kost helt fra bunden – det ser vi frem til. Charlotte Hedebo er en kreativ og gastronomisk kompetent person, der har udviklet Sports Caféen på en god måde, men os der skal spise her til dagligt, forbrænder jo ikke helt samme antal kalorier som professionelle fodboldspillere, så buffeten skal nok sættes lidt anderledes sammen – ellers er vi nogle stykker som får flere problemer med vægten end vi har i forvejen, siger Bo Jensen.

1. april i år vil antallet af erhvervsvirksomheder under samme tag være oppe på 19, men der er stadig plads til flere. Godt 80% af det samlede areal er lejet ud, men der er stadig ”løse skriveborde”, enkelt- og to-mandskontorer og lejemål på et par hundrede kvadratmeter, hvor der kan sidde op til en halv snes medarbejdere, som kan lejes. Hvis altså man har lyst til en erhvervsmæssig hverdag i et nyt og anderledes fællesskab, hvor der er tænkt på det hele, for at gøre tingene bekvemmelige for dem der skal arbejde.

-Og til sommer går vi i gang med indretningen af vores rooftop på 2. sal, som kan være frokostareal, når solen skinner og til sociale arrangementer uden for arbejdstiden, siger Bo Jensen, som glæder sig over at den gamle bygning har fået en total make over og fortsat har virke som mediehus – bare i en lidt anden udgave.

Læs mere